søndag, januar 14, 2007

Vietnam under huden

Jeg tror knap mine egne ord, mens jeg skriver dette. Tiden er løbet fra mig. Det er blevet tid til at forlade Vietnam og flyve videre ud i verden. Om få dage bor jeg igen i Skandinavien, dog ikke i Danmark.

Jeg har endnu ikke besluttet, hvorvidt jeg vil blogge fra min nye destination i det kolde nord, men hvis jeg gør, sætter jeg et link på denne side.

Det sidste halve år har været helt fantastisk. Vietnam er kommet under huden på mig på godt og ondt. Jeg må indrømme, jeg har svært ved at tage af sted, og jeg tænker allerede på, hvornår jeg igen kan komme til Asien.

Da jeg i 2002 forlod Kos, var det stortudende. Måske det var pga. den voldsomme mængde whisky, jeg få timer tidligere havde fået hældt i halsen af mine tidligere chefer, måske var det fordi, Camilla og jeg overhørte vækkeuret og missede bussen til lufthavnen og med kroppen fyldt at stress og alkohol måtte haste derud i en taxa, måske var det fordi svenske Stephanie græd som pisket, måske var det fordi, jeg vidste, jeg aldrig ville komme tilbage?

Da jeg året efter tog fra Dublin, græd jeg ikke. Jeg stod op tidligt om morgnen forlod vores fantastiske lejlighed og tog lufthavnsbussen med en følelse af mæthed. At bo i Irland havde været en god oplevelse. Det var mit første 9-5 kontorjob, jeg havde gode venner og en god indkomst, men jeg var også klar til nye eventyr, og jeg vidste, at jeg blot en måned efter skulle backpacke i Sydøstasien. Allerede året efter var jeg tilbage på ferie, og jeg satser stærkt på, at jeg igen i år skal gæste Dublin. Dublin siger jeg ikke farvel til, for så længe jeg har venner boende der, vil jeg blive ved at komme tilbage. Om end ”på gensyn” kan være tårevædede, så er de betryggende, idet visheden om, at man ses igen, giver tryghed mens man er fra hinanden.


Hanoi, Vietnam. Byen udvikler sig foran øjnene på os. Dag for dag ændrer bybilledet sig, og den moderne tid gør sit indtog. Det er spændende at være her nu, hvor Vietnam i lyntempo omstiller sig fra et land med en lukket økonomi til en åben med alt, hvad der følger med. Der er stadig et utal af mennesker, der lever på smertegrænsen til fattigdom eller måske endda under.

Mennesker som jeg møder på mine gåture i Hanoi, gør ondt at se på, fordi de er så afhængige af den ene dollar om dagen, de tjener ved at hulte sig rundt i gaderne og sælge deres tjenester eller varer. Jeg tænkte over det forleden, mens vi irriterede sagde nej til den ene xe om chauffør efter den anden, gjorde lidt grin med cyclo-kørernes: ”Madame, where you go?”, ”Ecuuuse me, cyclo?”. Det er deres eksistens grundlag, men jeg anser dem af og til for en pestilens og en invadering i min privatsfære, idet de ikke viger for at stille sig op lige foran mig og tilbyde deres kørsel. Jeg må tage mig selv i ikke at have ondt af dem for deres utaknemmelig job og omvendt forsøge ikke at blive irriteret pga. deres pågående salgsmetoder. Vil de være her om 5 år? Eller er det kun for turisterne, som cycloerne næsten allerede er blevet?

Den lille mand, der sidder i vores kryds og pumper cykler og hæver og sænker sadler, hvad skal han leve af, når ingen cykler mere? Han er så flink, og nikker altid hej, når vi haster over krydset for ikke at blive kørt ned. I går sad han der stadig kl. 21. Måske han ikke havde tjent nok til dagen og vejen?

Man kan ikke bekymre sig om alle de skæbner, der skraber sig gennem tilværelsen (om end med stolthed). Engang i mellem gør det at bo i et u-land, som Vietnam trods alt stadig er, at man bliver hård i flinten. Min købekraft her har tilladt mig at spise chokolade buffet på Sofitel Metropole, Brunch på Sheraton, bestille to retter mad, hvis jeg ville og shoppe som en gal. Jeg har følt mig heldig, privilegeret og haft dårlig samvittighed på samme tid. Men for at (over)leve mere eller mindre omgivet af fattigdom, må man lukke konfrontationerne med andres realiteter ude fra tid til anden. Det kan ikke nytte noget at lade den dårlige samvittighed over ens købekraft overtage og ødelægge enhver oplevelse, som koster penge.

Men det er en balancegang. Jeg har mødt eksempler på mennesker, som i mine øjne har haft svært ved at håndtere den pludselige kraftigt øgede købekraft, både hvad angår materielle goder samt den billige arbejdskraft. Penge er et middel blandt mange til at opnå, hvad du ønsker. Men hvis man behandler mennesker som materielle goder, går glansen for mig af sedlerne. Penge er ikke værdighed eller respekt, tværtimod befordrer omgang med mange penge efter vietnamesisk standard uden respekt en ny-kolonistisk levestil, som er til at få dårlig smag i munden over.

Jeg satser på en dag at vende tilbage til Vietnam. Jeg vil gerne se, hvordan de håndterer udviklingen. Om de formår at bevare det gamle Vietnam i den nye verden.

Vil globalisering udradere tradition og vietnamesiske værdier til fordel for amerikanske kæder og vestlig levestil? Vil de rydde hele gader med små huse for at få plads til nye brede veje, når bilerne tager over? Vil det gamle kvarter med al dens lebel fremstå som en kulisse på linje med de Gamle by i Århus? Vil livet på gaden, som jeg elsker Vietnam for, trække ind bag murene, når man får råd til at bo i lejligheder med stue?

Vil samfundet blive skævvredent, eller vil regeringen formå at trække bunden med op i det økonomiske opsving? Vil man løsne grebet om ytringsfrihed, demokratitanker, religiøse tilhørsforhold? Vil de ødelægge Halong Bay med masseturismens indtog (eller det er måske sket?)

Gad vide, om jeg kan genkende Vietnam, når jeg engang vender tilbage?

Jeg har mange historier, tanker og diskussioner om udvikling, handel, Vietnam, globalisering og livet som expat, som jeg ikke når at nedfælde her. Måske det egentlig er okay. Jeg har delt så meget af min Vietnam oplevelse med jer, som jeg har formået, og jeg håber, I har syntes om det. Tak til trofaste læsere samt flygtige bekendtskaber. Pas på jer selv i den verden, der af og til er uendeligt stor - af og til forbavsende lille, så vil jeg forsøge at gøre det samme.


tirsdag, januar 09, 2007

2007

Aske og jeg nåede lige at komme tilbage til Hanoi til nytårsaften. Natascha og Troels gamle højskole var på rundtur med et nyt hold elever, som Natascha er hjælpelærer for, mens de er i Vietnam. Så vi spiste nytårsmiddag sammen med de godt 15-20 17-21-årige piger + 3 drenge i et lejet lokale på en af byens barer. Nytåret blev på behørig vis sunget ind; vi kunne ikke huske teksten til ”Hver velkommen Herrens år”, champagnen var rød og cigaren af chokolade, men det betød ikke så meget. Nogle danske backpackere stødte til, og det viste sig, at to kernejyske drenge havde gået på Ollerup med nogle fra min gamle efterskole; verden er nu lille.


Der var gang i tøsepigebørnene på alle tænkelige måder, og selv om jeg morede mig, følte jeg mig nu alligevel en kende gammel. 20 år gammel og på sabbat år var jeg selv på Kos og arbejde på en bar en sommer, og pigernes frimodige omgang fik mig til at tænke på min gamle arbejdsplads på den græske ferieø. Det er nok aldrig fedt at føle sig gammel og lidt afsat, men på den anden side er det nu meget fedt at have truffet alle de store valg såsom studiested og by, som højskoleeleverne nu står overfor. Det skal indrømmes, at jeg formentlig ikke gjorde mig disse tanker på selve nytårsaften, men at det nok nærmere er refleksion over aftenens hændelser, der munder ud i den slags små filosofisk stads.


Nytårsaften blev også aftenen, hvor jeg foretog mit første opkald til DK via mobil til 26 kr i minuttet. Min ældste barndomsveninde er blevet forlovet og som følge af rød russisk champagne rus, tænkte jeg, at jeg måtte ønske tillykke! Jeg blev tysset på flere gange (jeg må åbenbart have talt ret højt), i hvert fald var moto-passeren udenfor baren bange for, at min højrystede stemme ville tilkalde politiets opmærksomhed, så det blev et relativt kort opkald. Nu vi er ved lykkelige begivenheder, så er en af mine Dublin-veninder også blevet forlovet over julen, så jeg skal til polterabend i Irland næste forår og bryllup i Finland i juli 2008! Godt jeg har fået syet et par fine kjoler herude ; )

Anyways – et forsinket godt nytår til jer alle!

mandag, januar 08, 2007

Saigon

For at komme til Phu Quoc skal man over Saigon, så jeg tænkte, jeg lige så godt kunne lave et lille stop over på vej tilbage til Hanoi. På mange måder er Saigon mere udviklet end Hanoi, idet det finansielle centrum ligger her. Jeg valgte at bo i backpacker kvarteret – mest af økonomiske årsager. Da jeg kom frem til hotellet, var der det sædvanlige bøvl med, at de ikke liiige havde mit værelse klar endnu, så jeg måtte forstå bla bla bla. Efter snart et halvt år i Asien, er jeg udmærket godt klar over, at kundeservice er noget, man betaler sig til, ikke en selvfølgelig. Nogle gange kan de små gnidninger være charmerende, og man trækker på smilebåndet og tænker, at det hele nok løser sig. Andre gange tæller man til 10 (eller 100) indeni for ikke at eksplodere. ”Sorry” er bare ikke altid nok til at kompensere for, at man ikke får, hvad man har bestilt og betalt for.

Jeg ville ønske, jeg var tilpas laissez-faire til altid at smile være afslappet, men denne lørdag morgen i Saigon havde jeg mest lyst til at råbe og skrige af manden i receptionen. Mit blodsukker var lavt, da jeg ikke havde fået morgenmad, og klokken nærmede sig frokost tid. Han foreslog, jeg fik et andet værelse uden aircon, men med større seng. Mit toneleje steg en anelse, mens jeg prøvede at forklare ham, at en større seng ikke opvejede manglende aircon. ”Sorry, Sorry, but you have to understand”, startede han sætningen med. Så knækkede filmen for mig, og jeg forklarede ham venligt men bestemt, at jeg som kunde ikke skulle forstå noget som helst. Kunden har altid ret, og han måtte finde en bedre løsning. Det endte med, han fandt mig et andet værelse på et nærliggende hotel – på 5. sal uden elevator vel og mærket! Prisen var det samme, men morgenmad var ikke inkluderet, men da orkede jeg ikke at diskutere mere.

Heldigvis lå der en dejlig kaffebar lige overfor mit nye hotel, den var i bedste starbucks stil, og jeg tænkte, jeg fortjente en fed bacon-cheeseburger med pommes til morgenmad. Kunne dog ikke helt komme udenom, at jeg trods alt er i Sydøstasien, så i stedet for cola, bestilte jeg frisk frugt juice.



Da jeg har været i Saigon før, og har set turist sights både i og omkring Saigon, tullede jeg bare rundt i de små gader og tog en masse billeder af folk. Som by synes jeg ikke, Saigon er så hyggelig som Hanoi, til gengæld er der mere sydlandsk stemning over Saigon, og jeg elsker de små gadesælgere, der sælger frisk frugt og kokos juice. Jeg kan ikke blende ind på samme måde som i Hanoi, da folk her er mørkere i huden. Desuden er det to helt forskellige accenter, så hvad end jeg kan på ”nordvietnameisk” går sig ikke godt i Saigon. Dels fordi nogle ord er forskellige, dels fordi der som i så mange andre lande med to store byer er en fejde mellem de to byer om hvilken, der er ”bedst”. Det er naturligvis en helt igennem subjektiv bedømmelse, hvor fejden aldrig kan vindes eller tabes. Dog tror jeg, at mit asiatiske udseende og mit gebrokne vietnamesisk nogle gange har hjulpet mig til at gå mere ubemærket rundt, når jeg har taget billeder.

søndag, januar 07, 2007

Phu Quoc - Vietnams paradis

Første juledag efter tre timers søvn smuttede jeg fra oprydningen og tog flyet over Saigon til Phu Quoc. Phu Quoc er Vietnams største ø og ligger nede ved Cambodia. 30 minutter efter jeg var checket ind i min lille bungalow på Coco Beach lå jeg fladet ud på den hvide sandstrand og gloede ud over det tyrkisblå vand, mens det eneste bemærkelsværdige baggrundsstøj var lyden fra vinden i palmerne. Oh Paradis!
På 3. dagen lejede Aske og jeg en moto og kørte sydpå. Hele turen ned til øens spids foregik af røde grusveje med uendelig mange sten og huller i. Udsigten på højre hånd; blåt hav, palmer og hvid sandstrand kompenserede dog tilnærmelsesvis for det. Mere eller mindre ved et tilfælde endte vi på øens efter sigende flotteste strand. Den var i sandhed flot, men turister blev kørt dertil i minibus (okay måske én minibus, og det drejede sig om 8 mennesker), men det var tydeligt at status som øens flotteste strand havde tiltrukket en del turister, så der lå plastik rundt omkring. Der var kun en lille restaurant på stranden, og jeg fik helt fantastiske kæmperejer i tamarind sauce med ris… mmmm

Dagen efter var vi på bådtur – Aske og hans forældre skulle dykke, men med mine klaustrofobiske tendenser og angst for at møde moræner (selv om der er jo ikke er nogen), skulle jeg ikke nyde noget af det og valgte i stedet at snorkle. Vi stoppede to forskellige steder, og selv om det selvfølgelig var flot og sjovt at se fisk i mange farver, så var det slet ikke så imponerende som steder, hvor jeg har snorklet i Thailand.

Den efterfølgende dag lejede vi igen en moto. Aske havde været ret utilfreds med 3.dagens moto tilstand og bad om en Honda Wave Alpha, som er den model, han og x-antal millioner andre kører på i Hanoi. Det resulterede i et større cirkus, hvor den ene moto-udlejer efter den næste troppede op med cykler, der i hvert fald ikke var den rigtige model. Én var endda gået så langt, at han forsøgte at sætte et klistermærke over Yamaha mærket. Mens seancen udspillede sig, snakkede jeg med den ellers meget søde receptionist. Han kunne ikke forstå, at Aske hellere ville have en Honda Wave Alpha, når de modeller, han blev tilbudt nu kostede 10.000.000 VND (ca 3700kr) mere end Hondaen. Jeg prøvede at forklare ham, at købsprisen var rimelig irrelevant, når nu bremserne stort set ikke virkede, men det syntes han ikke at kunne forstå. For ham var prestige ved at køre en dyr model langt vigtigere end sikkerheden!
Det endte med at Aske opgav, og ved et tilfælde mødte han en mand på en Honda Wave Alpha, som han fik lov at leje for 100.000 VND.

Selv om vi nu var udstyret med et kort, havde vi alligevel ikke sindssygt meget styr på, hvor vi kørte, og faktisk tog det os 45 minutter at komme ind til hovedbyen og ud af den igen, fordi vi blev ved med at ramme veje, hvor vi ikke kunne komme i den retning, som vi gerne ville. På bedste vietnamesisk stil pegede folk i forskellige retninger, hver gang vi spurgte om vej.
Vi endte på en strand nord for hovedbyen. Til dansker julefrokosten ugen før, havde vi mødt en dansker, som bestyrede et resort på Phu Quoc, og det lå sjovt nok på den strand. Stranden var super lækker og på ingen måde turistet. Da vi kom tilbage inviterede Askes forældre os ud at spise på øens fineste sted, og så fik vi ellers østers, mens vi sad med fødderne begravet i sandet!

Phu Quoc var helt fantastisk. Hver morgen fik jeg pandekager med mango og banan til morgenmad på stranden, skyllet ned med en ananas-shake, men de lokale fiskere gjorde klar til at høste dagens første fangst. Jeg drak kokosjuice af nyligt nedfaldne kokosnødder og spiste rejer i alle afskygninger. Vandet var 30 grader, og når vi tog den sidste aften dukkert efter solnedgang, var vandet varmere end luften. Bungalowen lå så tæt på vandet, at jeg faldt i søvn til bølgerne brusen, og det første syn, der mødte mig om morgnen var palmer. Gid jeg havde sådan en juleferie hvert år!


Der var overraskende mange turister på øen, og vi mødte ikke mindre end 4 danske familier på ferie. Der er dog begrænset kapacitet, både hvad angår fly/båd til og fra øen og hotel/bungalows, så stedet er endnu ikke overrendt. 70% af øen er stadig skov, der er kun asfalt veje inde i byen og på den ene side af øen, nogle dage havde vi ikke strøm før efter kl. 18 og bungalows på vores ressort havde ikke varmt vand. Primitivt kan det dog næppe beskrives som, men masse turismen har heller ikke indfundet sig helt endnu. Det er dog planlagt at lufthavnen snart skal udvides, og der bygges mange steder. Man kan kun håbe, at de sørger for, at rydde op på strandene, så de fremstår hvide og lækre og ikke fyldt med plastik og coladåser.

Hvis I vil se Vietnams største ø, før det ender i turisthelvede, er det med andre ord nu, man skal tage af sted!


Se flere billeder her

fredag, januar 05, 2007

Juleaften i et u-land

Sidst jeg fejrede juleaften i udlandet var i 2002 i Dublin. Hele Lexmark havde været på arbejde d.24, som ikke er helligdag i Irland. Efter frokost forbarmede ”management” sig dog over os og lod os få fri. Sammen med flokken, jeg ugen tidligere havde været i Galway med, gik jeg på pub, som man det nu hører sig med efter fyraften i Dublin. Solen skinnede og vinden var varm.
Om aftenen kom omkring 20 mennesker hjem til North Great George’s St., hvor vores fantastiske lejlighed dannede rammen en international juleaften med masser mad og vin. Juleaften kunne for så vidt have været hvilken som helst lørdag, det var en hyggelig fest, men bare en fest.

Denne jul var til gengæld så traditionel dansk, som det bliver i Vietnam. På en eller anden måde havde vores gæsteliste sneget sig op på 16 mennesker, så det meste af dagen gik med indkøb og diverse forberedelser. Vi havde bestilt stegene hos en delikatesse forretning, og resten stod vi selv for. Troels tryllede i køkkenet og stod både for hjemmelavet rødkål og brunede kartofler (som vi dog var 4 mennesker om at pille), og der blev lavet konfekt med marcipan og nougat, som var blevet fløjet ind fra DK.


De 16 mennesker bestod af 5 af husets beboere, en onkel, en belgisk fætter, en søster, et hold forældre, en vietnamesisk arkivpige fra ambassaden, en finsk praktikant, 2 australiere, en mors venindes datter og en højskolelærer. En blandet flok! Vi havde lånt to borde og nogle ekstra stole fra den lokale café, ryddet op og pyntet op med lyskæder, dug og stearinlys. 41A endte faktisk med at se ret julet ud!


Julemenuen var bundtraditionel med and, flæskesteg, brune og hvide kartofler, sovs og rødkål. Til dessert var der ris á l'amande med kirsebærsause og portvin, vi havde konfekt, brændte mandler, hjemmelavede småkager (fra Askes farmor), belgisk chokolade og chokoladeovertrukne jordbær, som Katrine og jeg havde købt friske på dagen.

Der blev danset om vores lille plastik juletræ, som dog var pyntet med Katrines mors hjemmelavet pynt bragt fra Danmark over Madrid og Paris! Vi spillede desuden pakkeleg og fik sunget julesange både på dansk og engelsk, og der blev drukket masser af vin og øl. En super dansk juleaften i Vietnam, hvor det eneste, der reelt manglende var gaveudveksling og julemanden : )

mandag, januar 01, 2007

Dansker julefrokost

For et par uger siden afholdt ambassaden "Dansker Julefrokost" på det 5-stjernede hotel Hilton. Der var sild, rugbrød, karrysalat, æbleflæsk og ikke mindst en god liter Aalborg Jubilæum til hvert bord, og som det jo er tradition til danske julefrokoster, blev snapsen kylet i halsen i en fart, og der kom gang i løjerne. Det kan nok bedst beskrives som "en del af dansker kolonien i Hanoi på slap line"!



torsdag, december 21, 2006

En dekadent weekend

For et par uger siden var der lagt op til det helt store show, da Danmark og Vietnam fejrede 35 år jubilæet for diplomatiske relationer de to lande i mellem.
Showet foregik i Hanoi Opera med dansk importeret medvært Gorm (ham fra "Hvornår var det nu, det var) og indslag fra Swing Sisters, som også havde været det danske indslag i den europæiske jazz festival i samme uge.

Jeg havde fået syet en fin kjole til lejligheden og følte mig en kende "over-dressed", da jeg kom ud på gaden og ventede på taxaen. Det hjalp selvfølgelig lidt, at de andre praktikanter også var iklædt fineste puds.

Showet var trods et par tekniske kiks meget fedt, især break dance nummeret til sidst fik både ministre, vice-ministre og ambassadøren til at smile.

Ud over at fejre diplomatiets 35 års jubilæum, fejrede vi også Troels' 27 års fødselsdag. Og nu da vi alligevel var fine i tøjet, hvorfor så ikke spise på Hanois dyreste restaurant?

Praktikanthuset % Julie + Inge (praktikant i dansk virksomhed) og Line (ansat ved Jysk Rejser)

Dagen efter var jeg til det vildste VIP party, som jeg formentlig nogen sinde kommer med til. Det var åbningsfesten for Ipa Nimas nye butik. Det var "P-fest", så man skulle have noget, der startede med p på. Jeg trak i en nysyet lilla kjole, og så var den klaret. Andre var betydeligt mere innovative og kom klædt ud som paven, pigs, pirate, pilot, med paryk - you name it. Selve rammerne var totalt overdrevne. Gaden var spærret af, området foran butikken pakket ind i pink hegn, og så var der ellers security på. Selve billetten kom i en speciallavet tundåse. Når man åbnede dåsen, var der en overdådig nøglering med charms i pink og purple, som så udgjorde billetten.

Der var projektører, rød løber og høj musik - jeg forestiller mig, det er sådan at være kendt!
Så gik den ellers løs med pink drinks og en noget dekadent udgave af pindemadder. Efter et par timer blev det annonceret, at vi nu skulle videre. Et ukendt antal busser stod klar ude på gaden til at fragte os videre. Til hver passager var der en lille madpakke med en flaske vin og lidt mad - man skulle jo nødig sulte på vejen! Vi blev kørt til et af byens 5-stjernede hoteller, hvor en bar var lejet og udsmykket i pink og lilla med Ipa Nima logo. Så var der ellers free flow af pink drinks og shots indbygget i en isfigur.

Aftenens højde punkt var Ipa Nima Dream Girls danseshow.
Der var efter sigende gratis tasker til alle, men det var jeg nok for fuld til at opdage ;)
Og hvordan kom jeg, som slet ikke er VIP, med til sådan en fest? En af mine veninder er en Dream Girl...



lørdag, december 16, 2006

Jeg glæder mig i denne tid

Julesneen falder dog ej hvid; det er 22 grader, solen skinner, og i øvrigt fejrer man ikke rigtigt jul i Vietnam.
Men jeg glæder mig. Og i tråd med julens ånd, vil jeg fokusere på mad og dele forventningens glæde med jer.

Jeg glæder mig til:
  • Fed feta ost
  • Store grønne oliven i olie med mandler i
  • Tzatziki med masser af hvidløg
  • Ristede ciabatta boller
  • Humus
  • Serano skinke
  • Chorizo fra slagteren
  • Skummetmælk
  • Softkernet rugbrød
  • Brun sovs i spandevis og kartofler
  • Leverpostej med agurk
  • Kartoffelspegepølse fra slagteren
  • Squash sodavand
  • Nachos med centimter tyk cheddar ost og guacamole
  • Rødt kød
  • Lakridspuder fra Fanø Bolsche Fabrik
  • Selv at lave mad
Men jeg kommer også til at savne:
  • Friske sommerruller (dampede)
  • Stegte forårsruller
  • Catfish forårsruller med wasabi sauce til
  • Pho ga (nuddel suppe med kylling)
  • Bun Cha (nudler med grillet svinekød og friske urter)
  • Frisk frugt hver morgen
  • Cha Ca (fisk stegt med masser af urter i olie)
  • Sheratons champagne brunch
  • At have råd til sushi
  • Frisk lemon juice
  • Kæmpe rejer
  • Varm mad til frokost
  • Søndags dim sum på Sofitel Plaza
  • Frugt shakes
  • Green mango salat
  • Konditor kager
  • Sweet mango chicken
  • Lotus blads salat
  • Pizza med frisk ananas
  • At gå ud at spise
Påfaldende hvor lidt af det, jeg rent faktisk glæder mig til, der har rødder i dansk madtradition - oh well, man lever vel i en globaliseret verden :)

mandag, december 11, 2006

Kuala Lumpur

Takket være Air Asia har selv en fattig studerende (næsten) råd til at tage på forlænget weekend i et andet land. Air Asia er et af Sydøstasiens bud på Ryanair og har base i Kuala Lumpur. Hanoi-Kuala Lumpur ruten åbnede i oktober, og da jeg syntes, det kunne være spændende at besøge en multi-etnisk asiatisk storby, tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne benytte mig af kun et være 3½ time væk i fly.
Med argumentet at der sikkert går mange år, før jeg igen får muligheden i tasken, drog jeg forrige weekend sydøst om til KL.


Jeg fik krydset mig turist-sightseeing liste af, men blev også klar over, hvor træt jeg er af at fare fra et sightseeing spot til det næste. Det er et luksus-problem skabt af min intensive rejsen de sidste 6 mdr, men ikke desto mindre trængte jeg til en slapper allerede efter en dags faren rundt i moderne KL.

Udsigt fra Twin Towers på 41. etage

Lørdag aften mødtes jeg med Dea, som var i sidste weekend af sit udvekslingsophold i Malaysia. Dea og venner tog mig med på homo-bar, hvilket må siges at være en ekstrem oplevelse på mange måder. Dels fordi det var en super tjekket klub, dels gik folk helt amok og dansede på podier, dels fordi Malaysia er overvejende muslimsk og man kan få pisk for at være homo! Men en sjov aften og en god påminder om, hvor billigt det er at drikke i Hanoi i forhold til (stort set) resten af verden. Det gjorde lidt ondt i pengepungen...

Monorail i by-billedet

Søndag slappede jeg bare af og daskede rundt og plejede tømmermændene. Og så fik jeg powershoppet! Og nej, det var hverken tøj, sko eller tasker... Men bøger! Malaysia er tidligere britisk koloni, og deres bogbutikker bugnede af lækre engelsk sprogede bøger. Faktisk var en af bogbutikkerne udstyret med en helt statskundskabsafdeling, og så gik der nørd i den, og jeg fik købt en del af de "store værker", som jeg altid har tænkt, jeg burde læse : )

Hawker stall - mere avanceret gadekøkken end i VN

Om aftnen tog KL-praktikanterne mig med på fancy bar uden åben himmel med udsigt til KL tower. Ugen foriden var de + 2 andre danskere i Hanoi, så der var det vores tur til at være værter. Nu bliver det lidt indviklet; det var faktisk, da jeg var på besøg i praktikant-lejligheden i Beijing, jeg fik idéen til at kontakte KL-praktikanterne, da en af KL-praktikanterne også havde været på besøg i Beijing - og så viste det sig, at de skulle til Hanoi - og jeg til KL : ) Næsten et helt lille praktikant netværk herude i det store Asien, hvor afstandene egentlig er ret så store.

Mandag skulle jeg tilbage til Vietnam. Jeg har vænnet mig til udviklingniveauet i Vietnam, fattigdommen på gaden, de nye butikker, der skyder op, trafikkaos hver dag og relativt få, der taler engelsk. Det kan være helt omvendt kulturchok at komme hjem, efter en tur udenlands - det bliver mærkeligt at kommet tilbage til Europa om ikke så længe!

Lufthavnen ligger 101 km fra KL by - det tog ca. en time i taxa. Lufthavnen her i Hanoi ligger ca. 45 km fra byen - det tager ca. en time i taxa! Det siger lidt om infrastrukturen.

tirsdag, december 05, 2006

Byen med 9 millioner cykler

Efter Hong Kong eventyret tog jeg til Beijing. Ifølge Katie Melua er der 9 millioner cykler i byen - jeg ved nu ikke helt, om det passer, men cykler, det var der i hvert fald.




Flere billeder her

torsdag, november 30, 2006

Hong Kong eventyr og visum problemer

For at spare 1200 kr pr. billet fløj vi ikke direkte til Hong Kong, men til Guangzhou 3 timers kørsel derfra. Det gik som sådan fint nok - vi havde en del besvær med at finde ud af, hvilken bus vi skulle med for at komme ind til togstationen, men det lykkedes at finde en kineser, der syntes at forstå, hvor vi ville hen. Vi satte os ind og blev noget paffe over byens størrelse - vi kørte og kørte og kørte. Guangzhou ligger i en af de økonomiske special zoner, (SEZ), hvor man har givet industrien fordelagtige betingelser - resultatet er en super moderne by med 10 millioner indbyggere!
Bussen satte os af - og så stod vi dér. I en by med godt to gange Danmarks befolkning. Og sjovt nok ikke ved nogen togstation....

Vi spurgte resolut den første og den bedste kineser - som var super sød og prajede os en ikke snydende taxa. Vi satte vores lid til, at hun forstod, hvor vi ville hen, og ganske rigtigt ankom vi til en togstation.
Så langt så godt - da vi så skulle boarde toget, gik vi gennem immigration. Katrine og jeg kiggede på hinanden, da vi kom ud på den anden side - og kiggede på vores pas. Vi havde kun en gang entry til Kina, og nu var lige rejst ud?! Vi skulle jo ligesom også hjem igen?! Så Kina ville ikke have os ind igen - og Hong Kong ville kun have os et par uger (hvis det endelig skulle være)...
Under hele togturen til Hong Kong så vi overskrifterne rulle:

"4 danske ambassade trainees fanget mellem Hong Kong og Kina"

" Dumme danske praktikanter skaber politisk twist - sidder fast immigrationen i landet med to systemer"

"Kold luft mellem Danmark og Kina - 4 ambassade ansatte skaber visum ravage"

Jo, det var en hyggelig tre timers togtur. Jeg må indrømme, jeg ikke havde skænket det en tanke at "et land, to systemer"-modellen (hvorpå Hong Kong tilhører Kina) betød, at de havde selvstændigt immigrationssystem. Jeg, som plejer at læse ALT, inden jeg tager til et nyt sted og som egentlig elsker at researche nye destinationer var blevet doven og havde kun printet et par sider ud fra nettet til at læse under rejsen. Dumt, meget dumt, for der stod der selvfølgelig også, at HK har selvstændigt immigrations system!
Det mest åndsvage er, at vi bare kunne have søgt om multi-entry, da vi søgte visum ved den kinesiske ambassade i Hanoi. Men det var selvfølgelig alt for sent, og den blå kuglepensstreg over visummet markerede ikke alene at visummet var brugt, men også vores totale dumhed og uvidenhed!

Da vi ankom til Kowloon station i Hong Kong viste det sig dog, at det var meget let at få visum til Kina (meget lettere end da vi skulle have det i Hanoi). De skulle bare have vores pas, en god bunke penge, og så ville vi have et nyt visum 2 arbejdsdage senere. Fab, just fab.

Yderst lettede og en del fattigere checkede vi ind på vores slum hostel, som dog var rent og pænt. Vi gik en tur ned til havnen, hvor udsigten til Hong Kong island fuldstændig slog benene væk under os alle 4.


Dagen efter på vej ned fra Victoria Peak, udsigtspunkt på Hong Kong island, mødte vi en amerikansk diplomat, som tilbød at tage os med ud på hans lille sejlbåd på sydsiden af øen. Vi prajede en taxa og kørte de godt 30 minutter over på den anden side af øen. Det var super fedt at se en anden side af Hong Kong, som er langt mindre udviklet, meget mere hyggelig og provins agtig. Selv om bølgerne fra tid til anden blev lige høje nok (vi var trods alt ude på åbent hav), var det en sindssyg oplevelse at sejle rundt i en lille båd i det Sydkinesiske hav med udsigt til de omkringliggende øer, mens solen gik ned. Det oplever man ikke hver dag.


Ud over Victoria Peak var vi HK cultural center og se moderne dans, på havnerundfart, ude at shoppe, i botanisk have, på et lukket Stanley Marked - og ellers gik tiden bare med at nyde den fede stemning. Forresten kan man shoppe til klokken 2 om natten i nogle centre - det er virkelig en by efter min smag ; )

søndag, november 26, 2006

Ja, ja jeg ved det godt

Jeg har været sløv - bloggen har stået stille alt alt for længe.
Men, der er nu en meget god forklaring, og I kære læsere er nogen af de første i verden , som hører denne nyhed:

I'm in loooove!

Ja, det måtte jo ske på et eller andet tidspunkt. Der er nu gået et par uger siden denne helt fantastiske følelse indtog min verden. Jeg havde det egentlig lidt på fornemmelsen, det ville ske. Allerede for et par måneder siden begyndte fascinationen at indfinde sig, og langsomt men sikkert havde jeg bygget forventninger op til stævnemødet. Og jeg blev heldigvis ikke skuffet! Jeg mødte ham for første gang i egen høje person d.11 november og desværre blev det kun til tre alt for korte dage i hans selv sublime selskab. Jeg håber, at jeg snarest kan vende tilbage, måske for en længere periode. Jeg er sikker på, det her er mere end en ferieflirt.

Vild, tæmmet, moderne og konservativ på samme tid, det er næsten ikke til at forstå et en kan rumme så meget på een gang. Fuld af liv, oplevelser og historie - Helt fantastisk! Desværre må det blive et langdistance forhold, jeg ved ikke engang, hvornår jeg kan vende tilbage for at se ham. Han bor langt væk, 2 timers fly fra Hanoi. Det er så trist, så trist.

Kan I gætte, hvem det er? Nej, hvordan skulle I dog også kunne det. Jeg tror faktisk ikke, de fleste af jer (jeg kender), har mødt ham. Men jeg håber en dag at kunne introducere ham for jer, og at I bliver lige så betagede som jeg er. Men dem af jer, der kender mig godt, vil vide, at han er lige min type : )

Han hedder Hong Kong og er en x-britisk koloni, som nu tilhører Kina
; ) I'm in love....
Se billeder her

onsdag, november 08, 2006

Dans på gaden



Teenage-drenge breaker ved Lenin-statuen



3 børn, der prøver at efterligne teenage-drengene. Drengen har vist mest succes med det : ) - det er for øvrigt de tre, man kan høre på forrige klip. De kiggede mig over skulderen, mens jeg filmede.

Flere billeder her

søndag, november 05, 2006

APEC-feberen raser over Hanoi!

Vietnam har i år APEC formandskab (Asia-Pacific Economic Coorporation). Det har betydet en lang række aktiviteter og møder spredt ud over Vietnam det meste af året. Det hele kulminerer 12-19 november, hvor Hanoi danner ramme for topmøderne.
Statslederne for samtlige 21 medlemsøkonomier ventes at deltage. Vi snakker Bush, Putin og den kaliber. Derfor har Hanoi selvfølgelig været på den anden ende for at gøre klar til de høje herrers besøg.

Det ventes, at 10.000 mennesker fra APEC-økonomierne gør deres entré i Hanoi i løbet af ugen
  • 3000 journalister er tilmeldt til at dække begivenheden
  • 8000 hotelværelser er udlejet, heraf 2000 på 5-stjernede hoteller.
  • 400 restauranter er udvalgt til at servicere gæsterne - de bliver holdt under opsyn af sundhedsvæsenet (vi kan jo ikke have en statsleder med dårlig mave)
  • Et nyt konference center er blevet bygget
  • 500 biler står til rådighed for deltagerne - alle chaufførerne er gået igennem et sundhedscheck
  • Der er blevet arbejdet i 3-holds skift for at nå at få blomsterdekorationerne i byen og ved indfaldsvejene klar
  • 1800 mennesker i turist-branchen er blevet uddannede til at håndtere APEC-gæsterne
  • 70 informationsstande er blevet opstillet
  • Et 15 mand stort hold er sat på at sørge for, de sundhedsmæssige foranstaltninger er på plads; de skal blandt andet søge at hindre eventuelle epidemi udbrud
  • 25-udryknings teams er klar i tilfælde af uheld og ulykker
Sådanne forberedelser må være en ikke uvæsentlig udgiftspost på budgettet! Man stille spørgsmålstegn ved, at man i et land, som stadig klassificeres som et u-land vælger at bruge en enorm sum penge på at istandsætte sådan en forestilling til ære for en flok statsledere, der med al sandsynlighed knap øjner omgivelserne. Men det er nok en del af showet....
Lidt flere informationer på ambs hjemmeside

torsdag, november 02, 2006

Den lyse side... - eller en af dem

Nogle gange giver det at være dansk expat i Hanoi mulighed for oplevelser med dansk islæt, som jeg aldrig ville være kommet i nærheden af derhjemme.

I fredags tog dansker huset + et stk's. dansk speciale stud. fra Landbohøjskolen (KVL) på Cyclo restaurant for at spise (hold nu fast) stegt andebryst på kartoffelkage bund i æblesauce med gedeost og grøntsager! ... Og drikke rødvin.
Det var i den grad en kulinarisk oplevelse udover det sædvanlige, og til den sølle pris af 42 kr pr. kuvert.

Hastigt tog vi en taxa videre til Hanois formentlig mest prominente klub; Mosaïque. Det koster 100 USD (ca 600 kr) pr. år for medlemskab, og klubben har ca. 300 medlemmer bestående af expats og rige vietnamesere.

Vi skyndte os, fordi vi skulle til koncert med færøske Teitur, og vi ville have gode pladser. Da vi kom frem, viste det sig, at vi havde reserverede pladser, og at det var en intim koncert for knap 40 mennesker! Langt de fleste var danskere - enten herboende eller Teiturs medbragte venner.

Det var ret fedt at sidde på første række med en lækker drink og få serveret fancy "finger food". Ja, hvis det ikke var fordi, der åbenbart var et eller andet i den lille forårsrulle, jeg jo måtte prøve, der udløste en allergisk reaktion, så min overlæbe begyndte at hæve, og det krillede i halsen! Gode råd var dyre, Natascha havde nummeret på SOS International (den internationale skadestue), men en flaske vand til 40.000 (de koster 5000 dong på gaden) hjalp, og hævelsen begyndte at falde, før Teitur nåede at gå på.

Jeg må indrømme, jeg er ikke var særligt bekendt med ham ud over, at jeg havde hørt hans navn og et hit eller to på P3. Men det var en fed oplevelse, og jeg blev ret vild med hans lettere melankolske klang. Efter koncerten var der lodtrækning, og tre af husets beboere vandt et års medlemskab til Mosaïque, mens Natascha og jeg måtte nøjes med et en-dags-entré-kort.

Efter koncerten tog vi i byen til noget, der næsten må klassificeres som skandinavisk træf. Vi mødtes med den norske ambassade praktikant og en masse svenske udvekslingsstuderende, og det udviklede sig til en våd aften!

Hanois barer har oprindeligt kun lov til at servere indtil kl.1, men det almindeligt praktiseret, at skodderne lukkes, musikken slukkes, lyset dæmpes, og man beder gæsterne om at være stille, når politiet patruljerer. Skiltet de to glade bar-arbejdere peger på, hænger ude på gaden, så det er ikke fordi, der er noget hemmeligt i det.

Nogle af barerne har dog en god aftale med politiet (læs: bestikkelse), så et par enkelte har åbent efter 1, og her samles folk i store mængder som regel. Hanois natteliv er ikke prangende, men denne aften var nu en af de bedre.

Faktisk skete der noget ret bemærkelsesværdigt. Katrine havde i et øjebliks manglende opmærksomhed lagt sin pung på fortovet udenfor en bar; hun og Natascha sad og trak lidt frisk luft. Da hun kom ind igen, opdagede hun, at pungen var væk og trods intensiv eftersøgning, var den ingen steder at se. Hun fik spærret sit visa-kort, og vi tog videre. Efter et par timer fik hun pungen tilbage! En moto-chauffør havde fundet den og givet den videre til bar-damen (mod lovning af dusør), som gav den videre til en af de svenske piger, som gav den videre til den norske praktikant, som gav den videre til Katrine! Hvem skulle have troet det? Så også på den front fik aftenen en happy ending : )