KATHRINE I HANOI

Vietnam under huden

2007-01-14T05:08:00.000+01:00

Jeg tror knap mine egne ord, mens jeg skriver dette. Tiden er løbet fra mig. Det er blevet tid til at forlade Vietnam og flyve videre ud i verden. Om få dage bor jeg igen i Skandinavien, dog ikke i Danmark.

Jeg har endnu ikke besluttet, hvorvidt jeg vil blogge fra min nye destination i det kolde nord, men hvis jeg gør, sætter jeg et link på denne side.

Det sidste halve år har været helt fantastisk. Vietnam er kommet under huden på mig på godt og ondt. Jeg må indrømme, jeg har svært ved at tage af sted, og jeg tænker allerede på, hvornår jeg igen kan komme til Asien.

Da jeg i 2002 forlod Kos, var det stortudende. Måske det var pga. den voldsomme mængde whisky, jeg få timer tidligere havde fået hældt i halsen af mine tidligere chefer, måske var det fordi, Camilla og jeg overhørte vækkeuret og missede bussen til lufthavnen og med kroppen fyldt at stress og alkohol måtte haste derud i en taxa, måske var det fordi svenske Stephanie græd som pisket, måske var det fordi, jeg vidste, jeg aldrig ville komme tilbage?

Da jeg året efter tog fra Dublin, græd jeg ikke. Jeg stod op tidligt om morgnen forlod vores fantastiske lejlighed og tog lufthavnsbussen med en følelse af mæthed. At bo i Irland havde været en god oplevelse. Det var mit første 9-5 kontorjob, jeg havde gode venner og en god indkomst, men jeg var også klar til nye eventyr, og jeg vidste, at jeg blot en måned efter skulle backpacke i Sydøstasien. Allerede året efter var jeg tilbage på ferie, og jeg satser stærkt på, at jeg igen i år skal gæste Dublin. Dublin siger jeg ikke farvel til, for så længe jeg har venner boende der, vil jeg blive ved at komme tilbage. Om end ”på gensyn” kan være tårevædede, så er de betryggende, idet visheden om, at man ses igen, giver tryghed mens man er fra hinanden.

Hanoi, Vietnam. Byen udvikler sig foran øjnene på os. Dag for dag ændrer bybilledet sig, og den moderne tid gør sit indtog. Det er spændende at være her nu, hvor Vietnam i lyntempo omstiller sig fra et land med en lukket økonomi til en åben med alt, hvad der følger med. Der er stadig et utal af mennesker, der lever på smertegrænsen til fattigdom eller måske endda under.

Mennesker som jeg møder på mine gåture i Hanoi, gør ondt at se på, fordi de er så afhængige af den ene dollar om dagen, de tjener ved at hulte sig rundt i gaderne og sælge deres tjenester eller varer. Jeg tænkte over det forleden, mens vi irriterede sagde nej til den ene xe om chauffør efter den anden, gjorde lidt grin med cyclo-kørernes: ”Madame, where you go?”, ”Ecuuuse me, cyclo?”. Det er deres eksistens grundlag, men jeg anser dem af og til for en pestilens og en invadering i min privatsfære, idet de ikke viger for at stille sig op lige foran mig og tilbyde deres kørsel. Jeg må tage mig selv i ikke at have ondt af dem for deres utaknemmelig job og omvendt forsøge ikke at blive irriteret pga. deres pågående salgsmetoder. Vil de være her om 5 år? Eller er det kun for turisterne, som cycloerne næsten allerede er blevet?

Den lille mand, der sidder i vores kryds og pumper cykler og hæver og sænker sadler, hvad skal han leve af, når ingen cykler mere? Han er så flink, og nikker altid hej, når vi haster over krydset for ikke at blive kørt ned. I går sad han der stadig kl. 21. Måske han ikke havde tjent nok til dagen og vejen?

Man kan ikke bekymre sig om alle de skæbner, der skraber sig gennem tilværelsen (om end med stolthed). Engang i mellem gør det at bo i et u-land, som Vietnam trods alt stadig er, at man bliver hård i flinten. Min købekraft her har tilladt mig at spise chokolade buffet på Sofitel Metropole, Brunch på Sheraton, bestille to retter mad, hvis jeg ville og shoppe som en gal. Jeg har følt mig heldig, privilegeret og haft dårlig samvittighed på samme tid. Men for at (over)leve mere eller mindre omgivet af fattigdom, må man lukke konfrontationerne med andres realiteter ude fra tid til anden. Det kan ikke nytte noget at lade den dårlige samvittighed over ens købekraft overtage og ødelægge enhver oplevelse, som koster penge.

Men det er en balancegang. Jeg har mødt eksempler på mennesker, som i mine øjne har haft svært ved at håndtere den pludselige kraftigt øgede købekraft, både hvad angår materielle goder samt den billige arbejdskraft. Penge er et middel blandt mange til at opnå, hvad du ønsker. Men hvis man behandler mennesker som materielle goder, går glansen for mig af sedlerne. Penge er ikke værdighed eller respekt, tværtimod befordrer omgang med mange penge efter vietnamesisk standard uden respekt en ny-kolonistisk levestil, som er til at få dårlig smag i munden over.

Jeg satser på en dag at vende tilbage til Vietnam. Jeg vil gerne se, hvordan de håndterer udviklingen. Om de formår at bevare det gamle Vietnam i den nye verden.

Vil globalisering udradere tradition og vietnamesiske værdier til fordel for amerikanske kæder og vestlig levestil? Vil de rydde hele gader med små huse for at få plads til nye brede veje, når bilerne tager over? Vil det gamle kvarter med al dens lebel fremstå som en kulisse på linje med de Gamle by i Århus? Vil livet på gaden, som jeg elsker Vietnam for, trække ind bag murene, når man får råd til at bo i lejligheder med stue?

Vil samfundet blive skævvredent, eller vil regeringen formå at trække bunden med op i det økonomiske opsving? Vil man løsne grebet om ytringsfrihed, demokratitanker, religiøse tilhørsforhold? Vil de ødelægge Halong Bay med masseturismens indtog (eller det er måske sket?)

Gad vide, om jeg kan genkende Vietnam, når jeg engang vender tilbage?

Jeg har mange historier, tanker og diskussioner om udvikling, handel, Vietnam, globalisering og livet som expat, som jeg ikke når at nedfælde her. Måske det egentlig er okay. Jeg har delt så meget af min Vietnam oplevelse med jer, som jeg har formået, og jeg håber, I har syntes om det. Tak til trofaste læsere samt flygtige bekendtskaber. Pas på jer selv i den verden, der af og til er uendeligt stor - af og til forbavsende lille, så vil jeg forsøge at gøre det samme.

2007

2007-01-09T04:13:00.000+01:00

Aske og jeg nåede lige at komme tilbage til Hanoi til nytårsaften. Natascha og Troels gamle højskole var på rundtur med et nyt hold elever, som Natascha er hjælpelærer for, mens de er i Vietnam. Så vi spiste nytårsmiddag sammen med de godt 15-20 17-21-årige piger + 3 drenge i et lejet lokale på en af byens barer. Nytåret blev på behørig vis sunget ind; vi kunne ikke huske teksten til ”Hver velkommen Herrens år”, champagnen var rød og cigaren af chokolade, men det betød ikke så meget. Nogle danske backpackere stødte til, og det viste sig, at to kernejyske drenge havde gået på Ollerup med nogle fra min gamle efterskole; verden er nu lille.

Der var gang i tøsepigebørnene på alle tænkelige måder, og selv om jeg morede mig, følte jeg mig nu alligevel en kende gammel. 20 år gammel og på sabbat år var jeg selv på Kos og arbejde på en bar en sommer, og pigernes frimodige omgang fik mig til at tænke på min gamle arbejdsplads på den græske ferieø. Det er nok aldrig fedt at føle sig gammel og lidt afsat, men på den anden side er det nu meget fedt at have truffet alle de store valg såsom studiested og by, som højskoleeleverne nu står overfor. Det skal indrømmes, at jeg formentlig ikke gjorde mig disse tanker på selve nytårsaften, men at det nok nærmere er refleksion over aftenens hændelser, der munder ud i den slags små filosofisk stads.

Nytårsaften blev også aftenen, hvor jeg foretog mit første opkald til DK via mobil til 26 kr i minuttet. Min ældste barndomsveninde er blevet forlovet og som følge af rød russisk champagne rus, tænkte jeg, at jeg måtte ønske tillykke! Jeg blev tysset på flere gange (jeg må åbenbart have talt ret højt), i hvert fald var moto-passeren udenfor baren bange for, at min højrystede stemme ville tilkalde politiets opmærksomhed, så det blev et relativt kort opkald. Nu vi er ved lykkelige begivenheder, så er en af mine Dublin-veninder også blevet forlovet over julen, så jeg skal til polterabend i Irland næste forår og bryllup i Finland i juli 2008! Godt jeg har fået syet et par fine kjoler herude ; )

Anyways – et forsinket godt nytår til jer alle!

Saigon

2007-01-08T02:52:00.000+01:00

For at komme til Phu Quoc skal man over Saigon, så jeg tænkte, jeg lige så godt kunne lave et lille stop over på vej tilbage til Hanoi. På mange måder er Saigon mere udviklet end Hanoi, idet det finansielle centrum ligger her. Jeg valgte at bo i backpacker kvarteret – mest af økonomiske årsager. Da jeg kom frem til hotellet, var der det sædvanlige bøvl med, at de ikke liiige havde mit værelse klar endnu, så jeg måtte forstå bla bla bla. Efter snart et halvt år i Asien, er jeg udmærket godt klar over, at kundeservice er noget, man betaler sig til, ikke en selvfølgelig. Nogle gange kan de små gnidninger være charmerende, og man trækker på smilebåndet og tænker, at det hele nok løser sig. Andre gange tæller man til 10 (eller 100) indeni for ikke at eksplodere. ”Sorry” er bare ikke altid nok til at kompensere for, at man ikke får, hvad man har bestilt og betalt for.

Jeg ville ønske, jeg var tilpas laissez-faire til altid at smile være afslappet, men denne lørdag morgen i Saigon havde jeg mest lyst til at råbe og skrige af manden i receptionen. Mit blodsukker var lavt, da jeg ikke havde fået morgenmad, og klokken nærmede sig frokost tid. Han foreslog, jeg fik et andet værelse uden aircon, men med større seng. Mit toneleje steg en anelse, mens jeg prøvede at forklare ham, at en større seng ikke opvejede manglende aircon. ”Sorry, Sorry, but you have to understand”, startede han sætningen med. Så knækkede filmen for mig, og jeg forklarede ham venligt men bestemt, at jeg som kunde ikke skulle forstå noget som helst. Kunden har altid ret, og han måtte finde en bedre løsning. Det endte med, han fandt mig et andet værelse på et nærliggende hotel – på 5. sal uden elevator vel og mærket! Prisen var det samme, men morgenmad var ikke inkluderet, men da orkede jeg ikke at diskutere mere.

Heldigvis lå der en dejlig kaffebar lige overfor mit nye hotel, den var i bedste starbucks stil, og jeg tænkte, jeg fortjente en fed bacon-cheeseburger med pommes til morgenmad. Kunne dog ikke helt komme udenom, at jeg trods alt er i Sydøstasien, så i stedet for cola, bestilte jeg frisk frugt juice.

Da jeg har været i Saigon før, og har set turist sights både i og omkring Saigon, tullede jeg bare rundt i de små gader og tog en masse billeder af folk. Som by synes jeg ikke, Saigon er så hyggelig som Hanoi, til gengæld er der mere sydlandsk stemning over Saigon, og jeg elsker de små gadesælgere, der sælger frisk frugt og kokos juice. Jeg kan ikke blende ind på samme måde som i Hanoi, da folk her er mørkere i huden. Desuden er det to helt forskellige accenter, så hvad end jeg kan på ”nordvietnameisk” går sig ikke godt i Saigon. Dels fordi nogle ord er forskellige, dels fordi der som i så mange andre lande med to store byer er en fejde mellem de to byer om hvilken, der er ”bedst”. Det er naturligvis en helt igennem subjektiv bedømmelse, hvor fejden aldrig kan vindes eller tabes. Dog tror jeg, at mit asiatiske udseende og mit gebrokne vietnamesisk nogle gange har hjulpet mig til at gå mere ubemærket rundt, når jeg har taget billeder.

Phu Quoc - Vietnams paradis

2007-01-07T16:45:00.000+01:00

Første juledag efter tre timers søvn smuttede jeg fra oprydningen og tog flyet over Saigon til Phu Quoc. Phu Quoc er Vietnams største ø og ligger nede ved Cambodia. 30 minutter efter jeg var checket ind i min lille bungalow på Coco Beach lå jeg fladet ud på den hvide sandstrand og gloede ud over det tyrkisblå vand, mens det eneste bemærkelsværdige baggrundsstøj var lyden fra vinden i palmerne. Oh Paradis!

På 3. dagen lejede Aske og jeg en moto og kørte sydpå. Hele turen ned til øens spids foregik af røde grusveje med uendelig mange sten og huller i. Udsigten på højre hånd; blåt hav, palmer og hvid sandstrand kompenserede dog tilnærmelsesvis for det. Mere eller mindre ved et tilfælde endte vi på øens efter sigende flotteste strand. Den var i sandhed flot, men turister blev kørt dertil i minibus (okay måske én minibus, og det drejede sig om 8 mennesker), men det var tydeligt at status som øens flotteste strand havde tiltrukket en del turister, så der lå plastik rundt omkring. Der var kun en lille restaurant på stranden, og jeg fik helt fantastiske kæmperejer i tamarind sauce med ris… mmmm

Dagen efter var vi på bådtur – Aske og hans forældre skulle dykke, men med mine klaustrofobiske tendenser og angst for at møde moræner (selv om der er jo ikke er nogen), skulle jeg ikke nyde noget af det og valgte i stedet at snorkle. Vi stoppede to forskellige steder, og selv om det selvfølgelig var flot og sjovt at se fisk i mange farver, så var det slet ikke så imponerende som steder, hvor jeg har snorklet i Thailand.

Den efterfølgende dag lejede vi igen en moto. Aske havde været ret utilfreds med 3.dagens moto tilstand og bad om en Honda Wave Alpha, som er den model, han og x-antal millioner andre kører på i Hanoi. Det resulterede i et større cirkus, hvor den ene moto-udlejer efter den næste troppede op med cykler, der i hvert fald ikke var den rigtige model. Én var endda gået så langt, at han forsøgte at sætte et klistermærke over Yamaha mærket. Mens seancen udspillede sig, snakkede jeg med den ellers meget søde receptionist. Han kunne ikke forstå, at Aske hellere ville have en Honda Wave Alpha, når de modeller, han blev tilbudt nu kostede 10.000.000 VND (ca 3700kr) mere end Hondaen. Jeg prøvede at forklare ham, at købsprisen var rimelig irrelevant, når nu bremserne stort set ikke virkede, men det syntes han ikke at kunne forstå. For ham var prestige ved at køre en dyr model langt vigtigere end sikkerheden!
Det endte med at Aske opgav, og ved et tilfælde mødte han en mand på en Honda Wave Alpha, som han fik lov at leje for 100.000 VND.

Selv om vi nu var udstyret med et kort, havde vi alligevel ikke sindssygt meget styr på, hvor vi kørte, og faktisk tog det os 45 minutter at komme ind til hovedbyen og ud af den igen, fordi vi blev ved med at ramme veje, hvor vi ikke kunne komme i den retning, som vi gerne ville. På bedste vietnamesisk stil pegede folk i forskellige retninger, hver gang vi spurgte om vej.
Vi endte på en strand nord for hovedbyen. Til dansker julefrokosten ugen før, havde vi mødt en dansker, som bestyrede et resort på Phu Quoc, og det lå sjovt nok på den strand. Stranden var super lækker og på ingen måde turistet. Da vi kom tilbage inviterede Askes forældre os ud at spise på øens fineste sted, og så fik vi ellers østers, mens vi sad med fødderne begravet i sandet!

Phu Quoc var helt fantastisk. Hver morgen fik jeg pandekager med mango og banan til morgenmad på stranden, skyllet ned med en ananas-shake, men de lokale fiskere gjorde klar til at høste dagens første fangst. Jeg drak kokosjuice af nyligt nedfaldne kokosnødder og spiste rejer i alle afskygninger. Vandet var 30 grader, og når vi tog den sidste aften dukkert efter solnedgang, var vandet varmere end luften. Bungalowen lå så tæt på vandet, at jeg faldt i søvn til bølgerne brusen, og det første syn, der mødte mig om morgnen var palmer. Gid jeg havde sådan en juleferie hvert år!

Der var overraskende mange turister på øen, og vi mødte ikke mindre end 4 danske familier på ferie. Der er dog begrænset kapacitet, både hvad angår fly/båd til og fra øen og hotel/bungalows, så stedet er endnu ikke overrendt. 70% af øen er stadig skov, der er kun asfalt veje inde i byen og på den ene side af øen, nogle dage havde vi ikke strøm før efter kl. 18 og bungalows på vores ressort havde ikke varmt vand. Primitivt kan det dog næppe beskrives som, men masse turismen har heller ikke indfundet sig helt endnu. Det er dog planlagt at lufthavnen snart skal udvides, og der bygges mange steder. Man kan kun håbe, at de sørger for, at rydde op på strandene, så de fremstår hvide og lækre og ikke fyldt med plastik og coladåser.

Hvis I vil se Vietnams største ø, før det ender i turisthelvede, er det med andre ord nu, man skal tage af sted!

Se flere billeder her

Juleaften i et u-land

2007-01-05T04:06:00.000+01:00

Sidst jeg fejrede juleaften i udlandet var i 2002 i Dublin. Hele Lexmark havde været på arbejde d.24, som ikke er helligdag i Irland. Efter frokost forbarmede ”management” sig dog over os og lod os få fri. Sammen med flokken, jeg ugen tidligere havde været i Galway med, gik jeg på pub, som man det nu hører sig med efter fyraften i Dublin. Solen skinnede og vinden var varm.
Om aftenen kom omkring 20 mennesker hjem til North Great George’s St., hvor vores fantastiske lejlighed dannede rammen en international juleaften med masser mad og vin. Juleaften kunne for så vidt have været hvilken som helst lørdag, det var en hyggelig fest, men bare en fest.

Denne jul var til gengæld så traditionel dansk, som det bliver i Vietnam. På en eller anden måde havde vores gæsteliste sneget sig op på 16 mennesker, så det meste af dagen gik med indkøb og diverse forberedelser. Vi havde bestilt stegene hos en delikatesse forretning, og resten stod vi selv for. Troels tryllede i køkkenet og stod både for hjemmelavet rødkål og brunede kartofler (som vi dog var 4 mennesker om at pille), og der blev lavet konfekt med marcipan og nougat, som var blevet fløjet ind fra DK.

De 16 mennesker bestod af 5 af husets beboere, en onkel, en belgisk fætter, en søster, et hold forældre, en vietnamesisk arkivpige fra ambassaden, en finsk praktikant, 2 australiere, en mors venindes datter og en højskolelærer. En blandet flok! Vi havde lånt to borde og nogle ekstra stole fra den lokale café, ryddet op og pyntet op med lyskæder, dug og stearinlys. 41A endte faktisk med at se ret julet ud!

Julemenuen var bundtraditionel med and, flæskesteg, brune og hvide kartofler, sovs og rødkål. Til dessert var der ris á l'amande med kirsebærsause og portvin, vi havde konfekt, brændte mandler, hjemmelavede småkager (fra Askes farmor), belgisk chokolade og chokoladeovertrukne jordbær, som Katrine og jeg havde købt friske på dagen.

Der blev danset om vores lille plastik juletræ, som dog var pyntet med Katrines mors hjemmelavet pynt bragt fra Danmark over Madrid og Paris! Vi spillede desuden pakkeleg og fik sunget julesange både på dansk og engelsk, og der blev drukket masser af vin og øl. En super dansk juleaften i Vietnam, hvor det eneste, der reelt manglende var gaveudveksling og julemanden : )

Dansker julefrokost

2007-01-01T12:32:00.000+01:00

For et par uger siden afholdt ambassaden "Dansker Julefrokost" på det 5-stjernede hotel Hilton. Der var sild, rugbrød, karrysalat, æbleflæsk og ikke mindst en god liter Aalborg Jubilæum til hvert bord, og som det jo er tradition til danske julefrokoster, blev snapsen kylet i halsen i en fart, og der kom gang i løjerne. Det kan nok bedst beskrives som "en del af dansker kolonien i Hanoi på slap line"!

En dekadent weekend

2006-12-21T14:36:00.001+01:00

For et par uger siden var der lagt op til det helt store show, da Danmark og Vietnam fejrede 35 år jubilæet for diplomatiske relationer de to lande i mellem.
Showet foregik i Hanoi Opera med dansk importeret medvært Gorm (ham fra "Hvornår var det nu, det var) og indslag fra Swing Sisters, som også havde været det danske indslag i den europæiske jazz festival i samme uge.

Jeg havde fået syet en fin kjole til lejligheden og følte mig en kende "over-dressed", da jeg kom ud på gaden og ventede på taxaen. Det hjalp selvfølgelig lidt, at de andre praktikanter også var iklædt fineste puds.

Showet var trods et par tekniske kiks meget fedt, især break dance nummeret til sidst fik både ministre, vice-ministre og ambassadøren til at smile.

Ud over at fejre diplomatiets 35 års jubilæum, fejrede vi også Troels' 27 års fødselsdag. Og nu da vi alligevel var fine i tøjet, hvorfor så ikke spise på Hanois dyreste restaurant?

Praktikanthuset % Julie + Inge (praktikant i dansk virksomhed) og Line (ansat ved Jysk Rejser)

Dagen efter var jeg til det vildste VIP party, som jeg formentlig nogen sinde kommer med til. Det var åbningsfesten for Ipa Nimas nye butik. Det var "P-fest", så man skulle have noget, der startede med p på. Jeg trak i en nysyet lilla kjole, og så var den klaret. Andre var betydeligt mere innovative og kom klædt ud som paven, pigs, pirate, pilot, med paryk - you name it. Selve rammerne var totalt overdrevne. Gaden var spærret af, området foran butikken pakket ind i pink hegn, og så var der ellers security på. Selve billetten kom i en speciallavet tundåse. Når man åbnede dåsen, var der en overdådig nøglering med charms i pink og purple, som så udgjorde billetten.

Der var projektører, rød løber og høj musik - jeg forestiller mig, det er sådan at være kendt!
Så gik den ellers løs med pink drinks og en noget dekadent udgave af pindemadder. Efter et par timer blev det annonceret, at vi nu skulle videre. Et ukendt antal busser stod klar ude på gaden til at fragte os videre. Til hver passager var der en lille madpakke med en flaske vin og lidt mad - man skulle jo nødig sulte på vejen! Vi blev kørt til et af byens 5-stjernede hoteller, hvor en bar var lejet og udsmykket i pink og lilla med Ipa Nima logo. Så var der ellers free flow af pink drinks og shots indbygget i en isfigur.

Aftenens højde punkt var Ipa Nima Dream Girls danseshow.
Der var efter sigende gratis tasker til alle, men det var jeg nok for fuld til at opdage ;)
Og hvordan kom jeg, som slet ikke er VIP, med til sådan en fest? En af mine veninder er en Dream Girl...

Jeg glæder mig i denne tid

2006-12-16T05:13:00.000+01:00

Julesneen falder dog ej hvid; det er 22 grader, solen skinner, og i øvrigt fejrer man ikke rigtigt jul i Vietnam.
Men jeg glæder mig. Og i tråd med julens ånd, vil jeg fokusere på mad og dele forventningens glæde med jer.

Jeg glæder mig til:

Fed feta ost
Store grønne oliven i olie med mandler i
Tzatziki med masser af hvidløg
Ristede ciabatta boller
Humus
Serano skinke
Chorizo fra slagteren
Skummetmælk
Softkernet rugbrød
Brun sovs i spandevis og kartofler
Leverpostej med agurk
Kartoffelspegepølse fra slagteren
Squash sodavand
Nachos med centimter tyk cheddar ost og guacamole
Rødt kød
Lakridspuder fra Fanø Bolsche Fabrik
Selv at lave mad

Men jeg kommer også til at savne:

Friske sommerruller (dampede)
Stegte forårsruller
Catfish forårsruller med wasabi sauce til
Pho ga (nuddel suppe med kylling)
Bun Cha (nudler med grillet svinekød og friske urter)
Frisk frugt hver morgen
Cha Ca (fisk stegt med masser af urter i olie)
Sheratons champagne brunch
At have råd til sushi
Frisk lemon juice
Kæmpe rejer
Varm mad til frokost
Søndags dim sum på Sofitel Plaza
Frugt shakes
Green mango salat
Konditor kager
Sweet mango chicken
Lotus blads salat
Pizza med frisk ananas
At gå ud at spise

Påfaldende hvor lidt af det, jeg rent faktisk glæder mig til, der har rødder i dansk madtradition - oh well, man lever vel i en globaliseret verden :)

Kuala Lumpur

2006-12-11T16:54:00.000+01:00

Takket være Air Asia har selv en fattig studerende (næsten) råd til at tage på forlænget weekend i et andet land. Air Asia er et af Sydøstasiens bud på Ryanair og har base i Kuala Lumpur. Hanoi-Kuala Lumpur ruten åbnede i oktober, og da jeg syntes, det kunne være spændende at besøge en multi-etnisk asiatisk storby, tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne benytte mig af kun et være 3½ time væk i fly.
Med argumentet at der sikkert går mange år, før jeg igen får muligheden i tasken, drog jeg forrige weekend sydøst om til KL.

Jeg fik krydset mig turist-sightseeing liste af, men blev også klar over, hvor træt jeg er af at fare fra et sightseeing spot til det næste. Det er et luksus-problem skabt af min intensive rejsen de sidste 6 mdr, men ikke desto mindre trængte jeg til en slapper allerede efter en dags faren rundt i moderne KL.

Udsigt fra Twin Towers på 41. etage

Lørdag aften mødtes jeg med Dea, som var i sidste weekend af sit udvekslingsophold i Malaysia. Dea og venner tog mig med på homo-bar, hvilket må siges at være en ekstrem oplevelse på mange måder. Dels fordi det var en super tjekket klub, dels gik folk helt amok og dansede på podier, dels fordi Malaysia er overvejende muslimsk og man kan få pisk for at være homo! Men en sjov aften og en god påminder om, hvor billigt det er at drikke i Hanoi i forhold til (stort set) resten af verden. Det gjorde lidt ondt i pengepungen...

Monorail i by-billedet

Søndag slappede jeg bare af og daskede rundt og plejede tømmermændene. Og så fik jeg powershoppet! Og nej, det var hverken tøj, sko eller tasker... Men bøger! Malaysia er tidligere britisk koloni, og deres bogbutikker bugnede af lækre engelsk sprogede bøger. Faktisk var en af bogbutikkerne udstyret med en helt statskundskabsafdeling, og så gik der nørd i den, og jeg fik købt en del af de "store værker", som jeg altid har tænkt, jeg burde læse : )

Hawker stall - mere avanceret gadekøkken end i VN

Om aftnen tog KL-praktikanterne mig med på fancy bar uden åben himmel med udsigt til KL tower. Ugen foriden var de + 2 andre danskere i Hanoi, så der var det vores tur til at være værter. Nu bliver det lidt indviklet; det var faktisk, da jeg var på besøg i praktikant-lejligheden i Beijing, jeg fik idéen til at kontakte KL-praktikanterne, da en af KL-praktikanterne også havde været på besøg i Beijing - og så viste det sig, at de skulle til Hanoi - og jeg til KL : ) Næsten et helt lille praktikant netværk herude i det store Asien, hvor afstandene egentlig er ret så store.

Mandag skulle jeg tilbage til Vietnam. Jeg har vænnet mig til udviklingniveauet i Vietnam, fattigdommen på gaden, de nye butikker, der skyder op, trafikkaos hver dag og relativt få, der taler engelsk. Det kan være helt omvendt kulturchok at komme hjem, efter en tur udenlands - det bliver mærkeligt at kommet tilbage til Europa om ikke så længe!

Lufthavnen ligger 101 km fra KL by - det tog ca. en time i taxa. Lufthavnen her i Hanoi ligger ca. 45 km fra byen - det tager ca. en time i taxa! Det siger lidt om infrastrukturen.

Byen med 9 millioner cykler

2006-12-05T15:14:00.000+01:00

Efter Hong Kong eventyret tog jeg til Beijing. Ifølge Katie Melua er der 9 millioner cykler i byen - jeg ved nu ikke helt, om det passer, men cykler, det var der i hvert fald.

Flere billeder her

Hong Kong eventyr og visum problemer

2006-11-30T14:11:00.000+01:00

For at spare 1200 kr pr. billet fløj vi ikke direkte til Hong Kong, men til Guangzhou 3 timers kørsel derfra. Det gik som sådan fint nok - vi havde en del besvær med at finde ud af, hvilken bus vi skulle med for at komme ind til togstationen, men det lykkedes at finde en kineser, der syntes at forstå, hvor vi ville hen. Vi satte os ind og blev noget paffe over byens størrelse - vi kørte og kørte og kørte. Guangzhou ligger i en af de økonomiske special zoner, (SEZ), hvor man har givet industrien fordelagtige betingelser - resultatet er en super moderne by med 10 millioner indbyggere!
Bussen satte os af - og så stod vi dér. I en by med godt to gange Danmarks befolkning. Og sjovt nok ikke ved nogen togstation....

Vi spurgte resolut den første og den bedste kineser - som var super sød og prajede os en ikke snydende taxa. Vi satte vores lid til, at hun forstod, hvor vi ville hen, og ganske rigtigt ankom vi til en togstation.
Så langt så godt - da vi så skulle boarde toget, gik vi gennem immigration. Katrine og jeg kiggede på hinanden, da vi kom ud på den anden side - og kiggede på vores pas. Vi havde kun en gang entry til Kina, og nu var lige rejst ud?! Vi skulle jo ligesom også hjem igen?! Så Kina ville ikke have os ind igen - og Hong Kong ville kun have os et par uger (hvis det endelig skulle være)...
Under hele togturen til Hong Kong så vi overskrifterne rulle:

"4 danske ambassade trainees fanget mellem Hong Kong og Kina"

" Dumme danske praktikanter skaber politisk twist - sidder fast immigrationen i landet med to systemer"

"Kold luft mellem Danmark og Kina - 4 ambassade ansatte skaber visum ravage"

Jo, det var en hyggelig tre timers togtur. Jeg må indrømme, jeg ikke havde skænket det en tanke at "et land, to systemer"-modellen (hvorpå Hong Kong tilhører Kina) betød, at de havde selvstændigt immigrationssystem. Jeg, som plejer at læse ALT, inden jeg tager til et nyt sted og som egentlig elsker at researche nye destinationer var blevet doven og havde kun printet et par sider ud fra nettet til at læse under rejsen. Dumt, meget dumt, for der stod der selvfølgelig også, at HK har selvstændigt immigrations system!
Det mest åndsvage er, at vi bare kunne have søgt om multi-entry, da vi søgte visum ved den kinesiske ambassade i Hanoi. Men det var selvfølgelig alt for sent, og den blå kuglepensstreg over visummet markerede ikke alene at visummet var brugt, men også vores totale dumhed og uvidenhed!

Da vi ankom til Kowloon station i Hong Kong viste det sig dog, at det var meget let at få visum til Kina (meget lettere end da vi skulle have det i Hanoi). De skulle bare have vores pas, en god bunke penge, og så ville vi have et nyt visum 2 arbejdsdage senere. Fab, just fab.

Yderst lettede og en del fattigere checkede vi ind på vores slum hostel, som dog var rent og pænt. Vi gik en tur ned til havnen, hvor udsigten til Hong Kong island fuldstændig slog benene væk under os alle 4.

Dagen efter på vej ned fra Victoria Peak, udsigtspunkt på Hong Kong island, mødte vi en amerikansk diplomat, som tilbød at tage os med ud på hans lille sejlbåd på sydsiden af øen. Vi prajede en taxa og kørte de godt 30 minutter over på den anden side af øen. Det var super fedt at se en anden side af Hong Kong, som er langt mindre udviklet, meget mere hyggelig og provins agtig. Selv om bølgerne fra tid til anden blev lige høje nok (vi var trods alt ude på åbent hav), var det en sindssyg oplevelse at sejle rundt i en lille båd i det Sydkinesiske hav med udsigt til de omkringliggende øer, mens solen gik ned. Det oplever man ikke hver dag.

Ud over Victoria Peak var vi HK cultural center og se moderne dans, på havnerundfart, ude at shoppe, i botanisk have, på et lukket Stanley Marked - og ellers gik tiden bare med at nyde den fede stemning. Forresten kan man shoppe til klokken 2 om natten i nogle centre - det er virkelig en by efter min smag ; )

Ja, ja jeg ved det godt

2006-11-26T09:19:00.000+01:00

Jeg har været sløv - bloggen har stået stille alt alt for længe.
Men, der er nu en meget god forklaring, og I kære læsere er nogen af de første i verden , som hører denne nyhed:

I'm in loooove!

Ja, det måtte jo ske på et eller andet tidspunkt. Der er nu gået et par uger siden denne helt fantastiske følelse indtog min verden. Jeg havde det egentlig lidt på fornemmelsen, det ville ske. Allerede for et par måneder siden begyndte fascinationen at indfinde sig, og langsomt men sikkert havde jeg bygget forventninger op til stævnemødet. Og jeg blev heldigvis ikke skuffet! Jeg mødte ham for første gang i egen høje person d.11 november og desværre blev det kun til tre alt for korte dage i hans selv sublime selskab. Jeg håber, at jeg snarest kan vende tilbage, måske for en længere periode. Jeg er sikker på, det her er mere end en ferieflirt.

Vild, tæmmet, moderne og konservativ på samme tid, det er næsten ikke til at forstå et en kan rumme så meget på een gang. Fuld af liv, oplevelser og historie - Helt fantastisk! Desværre må det blive et langdistance forhold, jeg ved ikke engang, hvornår jeg kan vende tilbage for at se ham. Han bor langt væk, 2 timers fly fra Hanoi. Det er så trist, så trist.

Kan I gætte, hvem det er? Nej, hvordan skulle I dog også kunne det. Jeg tror faktisk ikke, de fleste af jer (jeg kender), har mødt ham. Men jeg håber en dag at kunne introducere ham for jer, og at I bliver lige så betagede som jeg er. Men dem af jer, der kender mig godt, vil vide, at han er lige min type : )

Han hedder Hong Kong og er en x-britisk koloni, som nu tilhører Kina
; ) I'm in love....
Se billeder her

Dans på gaden

2006-11-08T12:07:00.000+01:00

Teenage-drenge breaker ved Lenin-statuen

3 børn, der prøver at efterligne teenage-drengene. Drengen har vist mest succes med det : ) - det er for øvrigt de tre, man kan høre på forrige klip. De kiggede mig over skulderen, mens jeg filmede.

Flere billeder her

APEC-feberen raser over Hanoi!

2006-11-05T10:51:00.000+01:00

Vietnam har i år APEC formandskab (Asia-Pacific Economic Coorporation). Det har betydet en lang række aktiviteter og møder spredt ud over Vietnam det meste af året. Det hele kulminerer 12-19 november, hvor Hanoi danner ramme for topmøderne.
Statslederne for samtlige 21 medlemsøkonomier ventes at deltage. Vi snakker Bush, Putin og den kaliber. Derfor har Hanoi selvfølgelig været på den anden ende for at gøre klar til de høje herrers besøg.

Det ventes, at 10.000 mennesker fra APEC-økonomierne gør deres entré i Hanoi i løbet af ugen

3000 journalister er tilmeldt til at dække begivenheden
8000 hotelværelser er udlejet, heraf 2000 på 5-stjernede hoteller.
400 restauranter er udvalgt til at servicere gæsterne - de bliver holdt under opsyn af sundhedsvæsenet (vi kan jo ikke have en statsleder med dårlig mave)
Et nyt konference center er blevet bygget
500 biler står til rådighed for deltagerne - alle chaufførerne er gået igennem et sundhedscheck
Der er blevet arbejdet i 3-holds skift for at nå at få blomsterdekorationerne i byen og ved indfaldsvejene klar
1800 mennesker i turist-branchen er blevet uddannede til at håndtere APEC-gæsterne
70 informationsstande er blevet opstillet
Et 15 mand stort hold er sat på at sørge for, de sundhedsmæssige foranstaltninger er på plads; de skal blandt andet søge at hindre eventuelle epidemi udbrud
25-udryknings teams er klar i tilfælde af uheld og ulykker

Sådanne forberedelser må være en ikke uvæsentlig udgiftspost på budgettet! Man stille spørgsmålstegn ved, at man i et land, som stadig klassificeres som et u-land vælger at bruge en enorm sum penge på at istandsætte sådan en forestilling til ære for en flok statsledere, der med al sandsynlighed knap øjner omgivelserne. Men det er nok en del af showet....
Lidt flere informationer på ambs hjemmeside

Den lyse side... - eller en af dem

2006-11-02T11:44:00.000+01:00

Nogle gange giver det at være dansk expat i Hanoi mulighed for oplevelser med dansk islæt, som jeg aldrig ville være kommet i nærheden af derhjemme.

I fredags tog dansker huset + et stk's. dansk speciale stud. fra Landbohøjskolen (KVL) på Cyclo restaurant for at spise (hold nu fast) stegt andebryst på kartoffelkage bund i æblesauce med gedeost og grøntsager! ... Og drikke rødvin.
Det var i den grad en kulinarisk oplevelse udover det sædvanlige, og til den sølle pris af 42 kr pr. kuvert.

Hastigt tog vi en taxa videre til Hanois formentlig mest prominente klub; Mosaïque. Det koster 100 USD (ca 600 kr) pr. år for medlemskab, og klubben har ca. 300 medlemmer bestående af expats og rige vietnamesere.

Vi skyndte os, fordi vi skulle til koncert med færøske Teitur, og vi ville have gode pladser. Da vi kom frem, viste det sig, at vi havde reserverede pladser, og at det var en intim koncert for knap 40 mennesker! Langt de fleste var danskere - enten herboende eller Teiturs medbragte venner.

Det var ret fedt at sidde på første række med en lækker drink og få serveret fancy "finger food". Ja, hvis det ikke var fordi, der åbenbart var et eller andet i den lille forårsrulle, jeg jo måtte prøve, der udløste en allergisk reaktion, så min overlæbe begyndte at hæve, og det krillede i halsen! Gode råd var dyre, Natascha havde nummeret på SOS International (den internationale skadestue), men en flaske vand til 40.000 (de koster 5000 dong på gaden) hjalp, og hævelsen begyndte at falde, før Teitur nåede at gå på.

Jeg må indrømme, jeg er ikke var særligt bekendt med ham ud over, at jeg havde hørt hans navn og et hit eller to på P3. Men det var en fed oplevelse, og jeg blev ret vild med hans lettere melankolske klang. Efter koncerten var der lodtrækning, og tre af husets beboere vandt et års medlemskab til Mosaïque, mens Natascha og jeg måtte nøjes med et en-dags-entré-kort.

Efter koncerten tog vi i byen til noget, der næsten må klassificeres som skandinavisk træf. Vi mødtes med den norske ambassade praktikant og en masse svenske udvekslingsstuderende, og det udviklede sig til en våd aften!

Hanois barer har oprindeligt kun lov til at servere indtil kl.1, men det almindeligt praktiseret, at skodderne lukkes, musikken slukkes, lyset dæmpes, og man beder gæsterne om at være stille, når politiet patruljerer. Skiltet de to glade bar-arbejdere peger på, hænger ude på gaden, så det er ikke fordi, der er noget hemmeligt i det.

Nogle af barerne har dog en god aftale med politiet (læs: bestikkelse), så et par enkelte har åbent efter 1, og her samles folk i store mængder som regel. Hanois natteliv er ikke prangende, men denne aften var nu en af de bedre.

Faktisk skete der noget ret bemærkelsesværdigt. Katrine havde i et øjebliks manglende opmærksomhed lagt sin pung på fortovet udenfor en bar; hun og Natascha sad og trak lidt frisk luft. Da hun kom ind igen, opdagede hun, at pungen var væk og trods intensiv eftersøgning, var den ingen steder at se. Hun fik spærret sit visa-kort, og vi tog videre. Efter et par timer fik hun pungen tilbage! En moto-chauffør havde fundet den og givet den videre til bar-damen (mod lovning af dusør), som gav den videre til en af de svenske piger, som gav den videre til den norske praktikant, som gav den videre til Katrine! Hvem skulle have troet det? Så også på den front fik aftenen en happy ending : )

Den mørke side... - eller en af dem

2006-10-31T15:45:00.001+01:00

Denne blog har knap 20 læsere i gennemsnit om dagen. Min engelske ligger lige i hælene med godt 15 individuelle klik pr. dag.

Nogle gange er det lidt underligt at tænke på, at folk, jeg ikke kender, læser det, jeg skriver her. Begge blogs var oprindeligt tænkt som en erstatning for de meter-lange fællesmails, jeg ellers har sendt hjem, når jeg har været ude i den store verden. Der er formentlig alligevel ingen udover min mor, der læser dem, og så kan man sætte billeder og andet gejl på bloggen. Det gør det hele lidt mere læseligt-spiseligt.

Som antallet af læsere er steget, er bloggen også blevet en anelse mere upersonlig. Detaljerne om mine op- og nedture, mit arbejde og min hverdag generelt, forsøger jeg at holde på et minimum. I stedet er det blevet til en slags oplevelses rejse-dagbog. Der er dog nogle emner, jeg har holdt mig langt fra.
Indtil nu.

Det at være dansk-koreansk pige med et udseende tæt op af det vietnamesiske har de sidste tre måneder ført til nogle oplevelser, der næppe kan klassificeres som positive.

Vietnam er utroligt gammeldags på mange områder, og udover ambassaden har en dresscode, er der meget tøj, der er helt normalt hjemme, som herude bliver betragtet som "billigt". Jeg forsøger at klæde mig respektabelt, men nogle gange er det bare ikke nok. Good girls går ikke i byen; ergo er man ikke god, hvis man går i byen.

Det har blandt andet resulteret i nogle lidt for kærlige taxa-chauffører og xe-om drivere, og det må alt andet lige siges at være ubehageligt at blive forsøgt befamlet, mens man bare forsøger at komme sikkert hjem fra en nat i byen. Desværre har det ikke "kun" været de vietnamesiske mænd, der har haft lange fingre.

Første gang vi var i byen på Hanois meste populære sted efter kl. 1, var der en mildest talt fed mand på omkring halvtreds, der forsøgte at rage på mig uden så meget som at have sagt goddag. Jeg skubbede ham væk og bad ham om at skride, hvorefter han gik hen til den næste asiatiske pige og gjorde det samme. Til min store forfærdelse lod hun ham gøre det.

Jeg er af en ambassade-ansat blevet fortalt en historie, om en tidligere ambassade-ansat, der i nattelivet tog fejl af en praktikant fra ambassaden, der var af vietnamesisk oprindelse og en luder. Tog fejl som i: Asistisk pige, der henvender sig i byen = til salg.

Mine oplevelser, betragtninger i forhold til asiastiske piger og "hvide mænd" har jeg selvfølgelig delt med min omgangskreds herude, og en af mine veninder kaldte mændene, der kommer herud for at finde lidt "sjov" eller en kone "rejects of Europe". En anden blogger benævnte den amerikanske udgave af slagsen "Losers Back Home".
Læg mærke til, at jeg ikke henviser til alle mænd, der slår sig ned i Asien end sige tager på ferie her, men mænd, der kommer her med ovenstående formål.

Vietnamesiske piger er efter min mening utroligt kønne -i hvert fald mange af dem. De har fine delikate træk, og mange af dem er opdraget til at blive "gode koner", idet ligestilling vist kun eksisterer på papir. Ja, jeg forstår godt, hvorfor det lyder attraktivt, og hvorfor man rejser det halve af jorden rundt for at finde den kærlighed, kun penge kan købe. Især hvis man tilhører en gruppe, som samfundet derhjemme har svært ved at acceptere eller omvendt. Og i nogle tilfælde skal jeg da ikke udelukke, at det ender med et lykkeligt ægteskab med gensidig respekt og forståelse.
Hvorfor kvinderne gør det, er der vel ikke så meget videnskab i. Det er en vej ud af fattigdom. Sex-industrien er blomstrende her i landet, og det forlyder, at der eksisterer steder, hvor op til 500 kvinder er linet op klar til udvægelse.

Hvad jeg så bræger over? Min forargelse går i høj grad på mændenes manglende respekt for (asiatiske) kvinder generelt. Det er (åbenbart) muligt, at en fuld mand ikke kan se forskel på mig og én, der er til salg, men at man finder ud ved bare at rage sig frem, er simpelthen respektløs og viser i den grad, hvilken tilgang man har til asiatiske kvinders værd. Jeg har svært ved at forestille mig, at man med sådan en holdning kan komme langt i et såkaldt normalt forhold. Jeg synes, det er direkte ulækkert, og jeg grimmer mig over den del af den vestlige kultur, der har fostret mænd af den kaliber. Den del, som vel i samarbejde med de fattigdomsprægede områder af den asiatiske verdensdel, har skabt et forvrænget billede af en verden, hvor asiatiske kvinder kan købes for en slik og respekt ligger i pengepungen.

Derfor kan jeg ikke undgå at tænke, om det nu er kærlighed, når jeg ser en hvid mand og en asiastisk kvinde gå hånd i hånd og tale sammen på gebrokkent engelsk. Dette scenarium gælder for øvrigt ikke kun Vietnam.
Og så tænker jeg; Gad vide om andre tænker det samme, hvis de ser mig med en hvid mand?

Super kok på Cook & Cook

2006-10-29T12:02:00.000+01:00

Mens jeg havde familie-besøg, var vi selvfølgelig ude at spise på nogle af Hanois mange restauranter - en af aftenerne besluttede min lillesøster og jeg, at vi gerne ville prøve koreansk teppanayaki.

Konceptet er som følger: Man sidder i sit eget lille aflukke, hvor der er et bord hovedsageligt bestående af en stor grillplade. Så har man sin helt egen kok, som tryller med mad, knive og ild; og voilá har man lækker mad!

Det var virkelig en oplevelse både kulinarisk og indtryksmæssigt pga. det vilde show kokken udførte. Her er en video, hvor man høre min lillesøsters begejstring ; )

Flere billeder her

PS: I har fået lov at sove en time længere i nat - det har jeg ikke, hvorfor tidsforskellen nu er 6 timer.

Hoa Lu

2006-10-26T12:27:00.000+02:00

Sammen med mine forældre og min lillesøster tog jeg i sidste uge på en heldagstur til Hoa Lu godt 2 timers kørsel syd fra Hanoi i Ninh Binh-provinsen.

Hoa Lu var landets hovedstad mellem 968-980 under Dinh dynastiet. Man besluttede så at flytte hovedstaden til Hanoi, hvor der var bedre adgang til handel via den røde flod.

Området er utroligt smukt med limstensklipper, der skyder direkte op af det ellers flade landskab.

Se flere billeder her

Royalister II

2006-10-25T13:14:00.000+02:00

Jeg har tidligere skrevet om, hvor store royalister thaierne er. Se evt. her.
På vej tilbage til Bangkok fra Tiger Temple i Kanchanaburi opdagede min far, at der ingen trafik var i modsatte side af den 2x3 sporede motorvej. Langs vejen ved hver udkørsel stod soldater, og biler og andre køretøjer var gennet ud til siden. Sådan var scenariet i flere kilometer - yderst mærkeligt!

Efter godt 10 minutter kom en karavane politibiler med blink, ca 20 mercer'ere, 2 bleg-gule limo'er (selvfølgelig var de gule) og vist nok også nogle BMW'ere fræsende forbi i hæsblæsende fart - og soldaterne langs vejkanten gjorde honør. Det var sq kongen. Selveste kongen, idolet over alle idoler!

Resten af vejen tilbage til storbyen undrede vi også vældigt over, hvor langt kongen skulle - han bor i Hua Hin nogle timers kørsel fra Bangkok, og hvis vejen skulle ryddes hele vejen og soldater opstilles ved hver en lille udkørsel, kunne en smuttur til Bangkok godt blive en større organisatorisk affærre for politi og militær!

For øvrigt kunne man på ingen måde mærke, at Thailand et par uger forinden havde gennem gået endnu et militær kup. Der var ingen tanks (det havde jeg ellers lidt håbet, så jeg kunne forevige det med digi-cam) eller soldater i gaderne.
Jeg snakkede lidt med to af de mange taxachauffører, som vi kørte med i løbet af ferien. Den ene syntes, det var ærgeligt, Thaksin var blevet væltet, den anden var glad for det. Begge syntes de dog at have affundet sig med situationen og indstillingen var noget i stil med "livet går videre uanset hvem, der sidder på magten".

Ferie billeder

2006-10-24T14:19:00.000+02:00

Min familie har lige været på besøg, og vi tilbragte 5 dage af vores ferie i Thailand. Læs evt. mere på min engelske blog og se billeder her

Lak Village

2006-10-24T12:16:00.000+02:00

For et par uger siden, var vi som sædvanlig på søndagsudflugt ud af Hanoi.

Jeg havde vovet mig op på jernhesten, men til min store forskrækkelse virkede bremserne ikke, og jeg havde nær ramt en bil - eller omvendt! Vi fandt det nærmeste værksted, hvor manden pillede ved bremserne og trykkede lidt, men ikke rigtigt syntes at forstå, hvad problemet var.

Efter ca 5 minutter sprang bremsen helt af, og han slog opgivende ud med armene.

Så jeg trak pænt det grønne lyn tilbage til Casa de Trainees, hvor vi har vores egen lille lokale cykelsmed ude foran porten. 1-2-3 og havde han fixet problemet. Faktisk gik det lidt for hurtigt, for af sikkerhedsmæssige årsager havde jeg min taske viklet rundt om styret - og nok blev bremsen fixet, men men med tasken permanent snorret fast mellem bremsekabel og styr! På den igen og vups var det klaret med et smil.

Vores lokale cykelsmed på sin plads i krydset

Jeg kunne naturligvis ikke nå at indhente Julie og Katrine, så jeg sad bag på Askes motordrevne jernhest, hvor vi indhentede dem. Desværre var de og vi vist faret lidt vild, og de fire fyre på moto, vi spurgte om vej, pegede i 4 forskellige retninger og var derfor ikke til megen hjælp.

Vi kørte ind i en landsby og spurgte igen om vej og blev hi-jacked af en mand, der havde en lak-fabrik. Lak landsbyen, hvor de lakerer bambus var målet, så vi tøffede efter ham. Det viste sig at være en falsk lak-landsby - i hvert fald havde den ikke det samme navn, som den vi ledte efter. Ude i gården sad en hel masse mennesker og polerede lak-ting. Nogle af dem så mistænkeligt unge ud, men børnearbejde er ikke det folk går mest op i sådan en søndag eftermiddag i en naboprovins til Hanoi.
Turen var ikke helt, som vi havde regnet - men vi fik da set en lak-fabrik og nogle produkter

Den falske lak landsby lå i Ha Tay provinsen - nabo provins til Hanoi - og den er efter sigende kendt for sit hundekød. Billedet er taget i fuld fart på vej tilbage til Hanoi....

Moon festival

2006-10-09T15:26:00.000+02:00

De sidste par uger har der været optakt til moon-party her i Vietnam. Dette er en helt og aldeles anerledes udgave end den månedlige tilbagevendende, som nogle måske kender fra Ko Pha Ngan i Thailand, hvor fulde unge mennesker danser rundt til techno og ild show på stranden. Jeg har dog kun selv oplevet et halfmoon party, og det var nu ret afslappet.

Nå, men den vietnamesiske udgave af månefesten kaldes Tet Trung Thu - eller Mid-Autumn moon festival. Den fejres på den 15. dag i den 8. måned i lunar kalenderen og kan dateres 15.000-20.000 år tilbage i tiden. Det er en fest for børnene, og der arrangeres forskellige begivenheder rundt om i byen op til selve dagen til glæde for børnene, som vist nok render rundt med papirlanterne - det fik jeg nu ikke fornøjelsen af at se.
Men vi så blandt andet "dragedans", hvor to drager (2x2 mænd i kostume) kæmpede mod hinanden til trommer, mens en lille mand iført måne-ansigts maske hopppede og sprang rundt mellem dem. Jeg kan ikke helt huske, hvad de forskellige ting symboliserede, men helt sikkert noget ying/yang - feminint/maskulint.

I fredags kulminerede det hele - og der var en så mange mennesker i gaden, at moto'erne ikke kunne komme frem! Normalt tager de bare fortovet i brug, men da det også fungerer som moto-parkeringsplads, var det umuligt at køre der, da mængden af parkerede oversteg det normale. Folk var nødt til at hoppe af deres moto midt på vejen, fordi den normale undvige manøvre bare ville resultere i styrt, da man så ville køre direkte ind i den næste modkørende!

Månefesten er vist blevet en kende kommercielt - i hvert fald kunne man købe alt muligt gejl, som man også kan finde til Kors Kro Hestemarked og festivaller - f.eks. pandebånd med lysende horn og med kaninører. Men det fungerer også lidt som en slags fastalavn og børnene kan klæde sig ud, hvis de vil.

En anden tradition, der hører sig med, er de såkaldte månekager. Vi har fået dem på ambassaden, og sjældent har jeg smagt noget, der er blevet så fejlnavngivet som "kage". Udenpå ligner de sandkager, men massen indeni består blandt andet af kværnet bønnemasse og hele æggeblommer. Jeg har efterhånden prøvet min del madvarer, som vietnameserne kalder for "dessert", men det her var direkte ulækkert.

Det var nu meget sjovt at gå rundt i de tætpakkede gader og opleve Hanoi fejre månefesten, men det satte nu også min klaustrofobiske tendenser lidt på prøve, da vietnameserne i forvejen maser og skubber, hvis det passer dem - her er ingen, der underskylder, hvis de bumper ind i een. Og med hele byen i gaderne nærmest presset ind i det gamle kvarter, var det lidt pres :)

Mozart opera dåb

2006-10-08T17:09:00.000+02:00

For dem af jer, der ikke ved det, kan jeg infomere om, at det er i år er 250 år siden, Mozart blev født. Det har man fejret her i Hanoi! Jeg fik for to uger siden min opera-dåb; 3½ stive timers tysk sang/vietnamesisk tale opført af vietnamesere. Stykket var "The Magic Flute".

Ja, siden da er det gået stærkt, for allerede i sidste uge, var jeg igen i operaen, denne gang for at se "School for Lovers", italiensk sang, men opført af svenskere og vietnamesere!

Faktisk synes jeg, opera lyder rigtigt flot. Min tålmodighed og koncentrationsevne rækker bare ikke helt til 3-4 timer, hvor man ikke forstår, hvad de synger - så man er nødt til skiftevis at holde fokus på scencen og de oversættelser, der kører på en lille skærm over scencen. Jeg går simpelthen død efter ca 2 timer! Men om ikke andet har det da været oplevelser, jeg sikkert ikke ville have haft, havde jeg været i DK.

Her følger et par billeder fra operaen

Hvordan smider man 100.000 Dong ud af vinduet?

2006-10-05T16:55:00.000+02:00

Ingredienser:

En pengeautomat
Et visakort
En Kathrine

Visakortet i pengeautomaten - alt forløber fint. Jeg vælger "english", "withdraw", "current".... stadig fint.
Men så gik maskinen ligesom i hak - der skete ingenting på skærmen... "Hmm", tænkte jeg.
... vente vente... stadig ingenting.

Tålmodigheden løber så småt ud - maskinen har trods alt mit visakort - mit økonomiske holdepunkt herude i det store udland. Sveden begynder diskret at pible fra panden.
Yes, så oprandt tålmodigheden! Trykker lettere febrilsk på alle knapperne ude i siden!
2 billeder flimrer hurtigt forbi på skærmen.

I min iver efter at få kortet ud igen, kom jeg til at vælge 100.000 Dong, i stedet for de 2.000.000 som er maks beløbet, man kan hæve.

Regnestykke:
Transaktion med visa i udlandet = 30 kr
Transaktion med visa vietnamesisk gebyr = 8 kr
I alt = 38 kr

Hævet = 100.000 VND = ca 38 kr

Så det kostede mig 100.000 VND at hæve 100.000 VND - sådan kan man smide 100.000 VND ud af vinduet....

Hoi An i regn...

2006-10-01T15:22:00.000+02:00

Sidste weekend tog 5 af praktikant-husets 6 beboere forventningsfulde en times flyvning sydpå med en Boeing 777 - nærmere bestemt Hoi An.

Hoi An er en lille hyggelig by ved kysten i det centrale Vietnam. Byen ligger på de fleste backpackeres "to-do-liste", og Jes og jeg tilbragte 5-6 dage i byen i 2003. Hoi An er blevet er "UNESCO World Heritage", men for os var hovedattraktionerne nu de mange skræddere, små caféer og stranden 5 km fra byen. Det var min yndlingsby i Vietnam, sidst jeg var her.

Fredag aften tog vi flyet fra Hanoi til Da Nang lufthavn, ca 30 km fra Hoi An. Efter at være blevet snydt (lidt) af taxachaufføren på vej til lufthavnen i Hanoi var tålmodigheden ikke til endnu en taxa-tur med et taxameter med fast-forward-snyd-de-dumme-turister-indstilling, så vi forsøgte at få en fast pris på turen, hvilket den gode taxachauffør lovede os. Det blev dog til en større diskussion, da det viste sig, manden ikke havde tænkt sig at overholde aftalen med fast pris, og taxameteret lystigt tikkede derud af, mens vi futtede af sted mod Hoi An.
Men hvad kan man gøre? Ingenting. Episoden frembragte nogle af de indebrændte aggressioner, jeg forlod Vietnam med efter at være blevet snydt igen og igen i 2003.

Nå, men vi nåede helskindede frem til Hoi An, hvor det godt nok var begyndt at regne en del. Vi var dog fortrøstningsfulde - vi bor i Vietnam, hvor monsunen hærger halvdelen af året. Lidt regn slår ingen mand af hesten. Efter at have indlogeret os på samme hotel, som jeg boede på sidst, gik vi i seng og drømte sødt om den lækre strand med hvidt sand, blåt hav og svajende palmer, vi skulle sole os på den efterfølgende dag.

Næste morgen regnede det stadig i lårfedestråler. Egentlig gjorde det ikke så meget, for vi var jo også kommet til Hoi An for at benytte os af de mange skræddere, som er i byen. Priserne er sindssygt lave - nogle gange er kvaliteten derefter, men man kan også være super heldig at få lavet et par lækre busker til 90 kr, der sidder perfekt.
Så vi valgte stof, mønstre og snit, og aftalte at komme til den første fitting senere på dagen - og så skulle vi på stranden. Troede vi.

Regnen forsatte ufortrødent og uden hensyn til 5 danske turister, der gerne ville have lidt farve, bade og nyde at man trods alt bor i et land med skønne strande. Hmm.... Lørdag gik med at bestille mere tøj, prøve tøj, rette til, spise god mad og prøve mere tøj. Men hey - vi havde jo stadig en hel søndag og skulle først af sted nordpå sen eftermiddag.

Ja, søndag regnede det, som I nok kan gætte stadigvæk. Vi fik hentet vores tøj (og sko), turbo-sightset en smule, tog en taxa til stranden, hvor Aske bevægede sig ud i de meterhøje og måske også lidt farlige bølger, mens taxamanden var så flink at vente. Stranden var smuk, som da jeg forlod den sidst, og havde det ikke været for vejret, ville det have været et fantastisk get-away til solbadning og en dukkert i det sydkinesiske hav. Men sådan ville vejrguderne det ikke denne gang.

Vi tog en taxa til Da Nang lufthavn kun for at finde ud af, weekendens regnvejr havde gjort landingsbanerne glatte, så det store Boeing fly, der skulle lande fra Ho Chi Minh og så flyve os til Hanoi kunne ikke lande og var vendt om og fløjet til Ho Chi Minh igen.
I Da Nang lufthavn var det ikke muligt at opdrive noget aftensmadsagtigt udover kiks, chips, instant noodle og chokolade. Det var en rimelig trist affære. Efter 5 timers venten kom vi endelig i luften og aldrig har en tør sandwich med skinke smagt så godt!

Lettere slukørede ankom vi til praktikanthuset 1.30 natten til mandag. En regnvåd oplevelse og for mit vedkommende 4 par bukser, 6 skjorter, en kjole, en top, en nederdel og et par sko rigere :) Nu tror jeg, jeg er tøjmæssigt rustet til at gå en ambassade-korrekt-klædt-Hanoi-vinter i møde.

Den kraftige regn skyldtes for øvrigt en tropisk storm, som ramte området mandag og krævede adskillige liv. Lige i kølvandet på den fulgte tyfonen, Xangsane, som er den kraftigste af sin slags i 11 år. Godt vi kom hjem til Hanoi!

Vejret var en regnslagssælgers drøm

Hoi An gadebillede

En af de tre skræddere hvor jeg fik syet tøj

Den bedste burger i Vietnam indtil nu!

Aske udfordrer bølgerne

Silkelandsbyen

2006-09-29T11:01:00.000+02:00

Forrige søndag tog vi på udflugt til Silke Landsbyen, der ligger godt 15 km fra Hanoi centrum. Stort set alle landsbyer har deres specielle håndværk, som hele landsbyen producerer; keramik, møbler, silke, lakerede ting, bambus, hatte, fuglebure - you name it.
Nå men selve byen var ikke det store at råbe hurra for. Faktisk var der kun masse silkeforhandlere, der solgte det samme. Ved lidt research og køren rundt i selve landsbyen, fandt vi et sted, hvor de spandt silken og fik lov til at komme ind at processen. Se billeder fra turen og flere nye fotos her

Nedenstående billeder tog jeg på turen. Det mest absurde må være det øverste skilt, da Hanois trafik er kendetegnet ved usandsynligt megen dytten.

Grådighed og hårdt arbejde

2006-09-26T16:36:00.000+02:00

For et par uger siden cyklede vi en tur ud til Etnologisk Museum, som ligger ca. 8 km fra centrum. Museet består af en stor bygning med udstillinger i flere etager samt en have med traditionelle minoritets huse.

Minoritets hus - kan ikke huske hvilken stamme

Indenfor var der udstillinger om de forskellige minoritetsgrupper, der findes her i Vietnam. Hver gruppe har sine helt egne ritualer, klæder, byggestil, sprog osv.

Der var desuden en udstilling om, hvordan livet i Hanoi var subsidie systemet, der varede fra 1975-1986. Alle varer var rationeret, og man fik udleveret rationsmærker efter hvilken klasse i samfundet, man tilhørte. Forskellige steder i byen var der varelagre, hvor man måtte stå i kø i timer for at få sin ration ris, der ofte var rådne. Folk boede på uendelig lidt plads! Der var en kopi af en lejlighed på 36m2, hvor en familie på 8 mennesker var stuvet sammen. Ikke nok med det; for at tjene lidt ekstra til føden holdt familien grise på badeværelset. Ja, grise! Det var åbenbart normalt at have grise eller høns i lejlighederne, som man så kunne sælge og derved oppe familiens levestandard en lillebitte smule. Der må have været en ulidelig stank med 8 mennesker og 3 grise på 36m2 i Hanois fugtige sommerhede.

Udstillingen gav et indblik i, hvordan den generation, som har skabt den økonomiske vækst, levede. Jeg tror, en del af motivationen for den hårdt arbejdende stil mange vietnamesere ligger for dagen, skal findes i de fattige kår, de i så mange år levede under, og den pludselige mulighed for at tjene penge. Det må have været noget af en omvæltning for den generation at gå fra at være ludfattige og bekymre sig om dagens måltid - til i dag hvor mange (dog ikke alle) har opnået en livsstil fyldt med vestens materialistiske indflydelse.
Min forståelse for den umiddelbare grådighed og manglende forståelse for bæredygtig udvikling, som jeg til tider synes præger den vietnamesiske tilgang til den økonomiske vækst, er blevet langt større. Hvis man levet under vilkår, hvor en af livets største glæder var en risration, der ikke var halvrådden, og nu står med muligheden for at tjene hurtige penge, er det nok svært at tænke langsigtet.

En stor del bistandsarbejdet herude er kapacitetsopbygning i de vietnamesiske institutioner. Det kan lyde helt "koloni-herre-agtigt", men en del af arbejdet handler om at søge at videregive erfaringer fra vesten, hvor økonomien og udviklingen alt andet lige har været en succeshistorie. Herude foregår den udvikling, som man oplevede i Vesteuropa over 100 år bare på 10, og det skaber nogle enorme skævvridninger i forhold til udviklingsniveauet økonomisk og socialt.
Bygninger skyder op i udkanten af Hanoi - KÆMPE - lejlighedskomplekser med den ene skyskraber efter den anden. Det er til de rige expats og den voksende middelklasse vietnameser. I den anden ende af skalaen har vi den ufaglærte arbejder. En tjener på en café tjener godt 50 USD (300 kr) om måneden. Det giver altså kun 10 kr om dagen til at spise, sove og måske endda fodre børn for.

Alle her vil frem - der skal tjenes penge, og det skal gå hurtigt! Bæredygtig udvikling både økonomisk, socialt og ikke mindst miljømæssigt er ikke noget den almene vietnameser bekymrer sig synderligt om. Penge her og nu er noget, man kan forstå. Fremtiden? Tja for bare 10 år siden havde man end ikke i de vildeste fantasier forestillet sig Vietnam ville være på vej ind i middelklasse indkomst kategorien hvad BNP pr. indbygger angår - hvorfor så ikke levet i nuet og skrabe alt hvad man kan til sig?

Jeg håber bare lidt af bistandsarbejdet bidrager til større forståelse af nødvendigheden i at se frem, hvis ikke på langt sigt, så i det mindste på mellemlangt.

Vietnamesiske sprogvanskeligheder!

2006-09-25T17:24:00.000+02:00

Jeg har været lidt sløv til at opdatere bloggen - der har været rigeligt at se til på arbejde, og så er vi begyndt på vietnamesisk undervisning 2 gange om ugen. Det kan godt være lidt hårdt efter 8 timer på arbejde at sætte sig på skolebænken i 1½ time for at forsøge at udtale lyde, som man aldrig før har hørt!
Vores lærer kommer hjem til os, og så sidder vi og vrider vores tunge rundt for at sige simple sætninger som - "Jeg hedder", "Jeg er syg" osv. (nord) Vietnamesisk har 6 toner - på skrift er det udtrykt ved at tilføje tegn til bogstaverne. F.eks betyder en prik under en vokal en meget kort lyd. Det vil sige, at "chao" kan betyde 6 forskellige ting alt efter hvilket tegn, der er over eller under bogstaverne. Chào betyder "hej"! Nuanceforskellene mellem de 6 forskellige toner er usandsynligt små - og man skal virke slå lyttelapperne ud for at indentificere, om lyden er kort, lidt kort, går op eller ned osv.
Så er der problematikken, når man tiltaler folk. På vietnamesisk sjusser man sig frem til forskellige alderskategorier (i forhold til en selv), som man så tiltaler folk efter. Yngre end en selv tiltales Em, kvinder der er ældre, men ikke så meget ældre end en selv Chi (med en prik under i'et). Cô er hvis kvinden er ca 20 år ældre, og Bà er til en meget meget gammel kvinde! Samme system gælder for mænd - man kan hurtigt komme til at fornærme nogen, hvis man ikke lige kan gætte deres alder!
Tilgengæld er grammatikken meget simpel - men der er vi ikke helt kommet til endnu. Jeg har svært nok ved at udgyde 5 ord i rækkefølge uden at skulle tænke på grammatikken : )
Mit ambtionsniveau er forholdsvist lavt. Jeg skal kun være her 4 mdr endnu, og folk der har været her i årevis, kager stadig rundt i "meget meget gammel dame", "oksekød" og "tre", som alle tre staves ba, men udtales forskelligt alt efter hvilket tegn, der er sat over/under a'et.

Vietnamesisk skolefest

2006-09-19T11:57:00.000+02:00

Aske underviser engelsk på et engelsk center godt 30-40 minutters kørsel fra Hanoi. Hans elever havde inviteret ham på vietnamesisk mad og tilskyndet ham at tage engelsk-talende venner med.
Vi havde været på sightseeing og se litteratur templet om eftermiddagen, og havde ikke taget invitationen til kl.17.30 særligt højtideligt. Ud fra Askes beskrivelse af arrangementet var det en uhøjtidelig sammenkomst med lidt mad.
Aske, Katrine, Julie, Inge (praktikant hos dansk firma herude) og jeg tog en taxa lidt i seks fra Hanoi centrum. Da vi endelig ankom sad der der et helt klasseværelse fyldt med vietnamesere og ventede på os! De gik først i gang med maden - lau (krydret boullion, hvori man koger grøntsager, kød, fisk og skaldyr) - da vi kom. Det var ret så pinligt. De vietnamesiske engelsk-lærere hældte lystigt alkohol på os. Knap havde man taget en tår, før glasset var fyldt igen. I baggrunden kørte blandt andet Michael Learns To Rock som kareoke. Tidlig 90'er pop er stadig et hit herude.
Under måltidet nævnte en af lærerne "special programme - foreigners sing", vi havde ikke forstået aftenens koncept og tilskrev hans middelmådige engelsk manglende forklaring på dette særprægede programpunkt.
Med fyldte maver trak folk ud i skolegården, hvor der var stillet en stor scence op. Vi var de sidste, der blev gennet ud. Det gik endelig op for os, at vi var æresgæster og skulle side på forreste række til det forestående show! Totalt uforberedte på denne status var vi en anelse beklemte ved situationen. Opvartningen forsatte. Foran os stod to store frugtfade, vand og sodavand.
Det storstilede foretagen tiltrak hele nabolaget, som stod som sild i tønde op af hegnet for at glo ind på løjerlighederne. Selve showet bestod af elever, der optrådte med forskellige sange. Selv om jeg tilnærmelsesvis er tonedøv og ikke forstår en pip af sproget, kunne jeg godt høre, de sang rent. Efter 7-8 meget enslydende sange, var vi dog ved at være godt møre. Men det var der råd for, for lige pludselig blev vi kaldt på scencen. Uden varsel blev vi bedt om at synge en sang, som om det var det naturligste i verden! Ingen af os var udrustet med store sangstemmer, og jeg hader at stå på en scene. Desuden gik klappen ned for alle 5, og det bedste vi kunne komme på, var nationalsangen. På trods af forreste række engelsk-elever sad med hænderne for ørene for at skærme for de horrible danske sangstemmer, blev vi af lærene bedt om at synge en sang sammen med dem. Men hvilken sang kender både vietnamesere og danskere?!Det blev til en forfærdelig udgave af Happy Birthday. Og som om det ikke var nok, ville de have mere! Mere pinlig udlænding - mere mere... Så vi sang "højt fra træets grønne top". Åh sjældent har jeg oplevet noget så pinligt!
Bagefter forsatte showet med dans og sang. Vi var ved at brygge en undskyldning om, at vi skulle tidligt op dagen efter, men heldigvis lukkede politiet festen kl. 22, og vi kunne tage en taxa tilbage til Hanoi og nyde en velfortjent drink på en af byens barer! Hele aftenen blev de ved med at spørge, om vi ikke også ville undervise på deres English center, og havde det ikke ligget så helvedes langt væk, ville jeg da være fristet for oplevelsens skyld. Oh well, det var en spændende og oplevelsrig aften, som jeg sent glemmer :)
Se billeder her - vælg "Ngay hoi cua hoc vien"

Moderne ballet i Hanoi Opera

2006-09-17T17:33:00.000+02:00

I sidste uge var i Hanoi Opera for at se moderne ballet. Det var arrangeret af L'espace, som er det franske kultur center her i Hanoi. Selve opera bygningen er super flot, det er en gammel restaureret bygning fra kolonitiden - I må dog have et billede til gode. Det er et af de få steder, jeg endnu ikke har foreviget med mit elskede kamera.
Showet bestod af to akter. De første var 6-7 små serier, både solo og med flere dansere. Andet akt var en historie om en kvinde, der måtte ofres - hvorfor fandt jeg aldrig helt ud af. Danserne var, så vidt jeg forstod, det første hold professionelle dansere uddannet i Hanoi. Jeg synes egentlig meget godt om showet, men som gammel gymnast kunne jeg ikke undgå at bide mærke i, at danserne til tider var lidt dårlige til at ramme deres markeringer. Alt i alt var det nu en spændende aften.

Madanmelder for Vietnam News

2006-09-13T18:01:00.000+02:00

For et par uger siden var jeg ude at spise med Marianne, som er amerikaner + hendes sambo, der er journalist for det engelsk-sprogede Vietnam News. Hun skulle anmelde restauranten, så vi prøvede en helt masse forskellige retter og gav hver vores besyv med. Denne artikel er hvad, der kom ud af middagen.

Nr. 1000!

2006-09-11T17:25:00.000+02:00

Så ramte jeg 1000 individuelle hits! Klik på billedet for at se beviset.

I Kina spiser de hunde - og det gør de også i Vietnam

2006-09-11T17:10:00.001+02:00

Jeg elsker jo mad - mad, mad og mere mad! Der er dog visse ting, der får min mave til at vende sig i vantro over graden af "ulækkerhed".
Jeg har blandt andet haft et traume med sværdfisk på en restaurant på stranden i Portugal, hvilket har medført et indædt had til denne ellers meget dekorative fiskeart. Nogen lunde samme følelse har jeg overfor papaya, som Jes og jeg døbte den onde frugt på vores rejse i 2003, da den forpestede alt mad i nærheden med en smag noget lignede prut (nej, jeg har aldrig smagt en, men den smager, som prut lugter!).
I denne omgang har jeg ellers med relativt stort held spist på et par gadekøkkener. Ramte dog også ind i en slem gang ande-suppe, som smagte af fjer. Adr!

Men nu til det helt esentielle i denne post - i Kina spiser de hunde - og det gør de også i Vietnam. Faktisk er de søde små vovser en specialitet, som nydes de to sidste uger af lunar kalenderen. Jeg har endnu ikke sat mig ind i, hvordan den kalender fungerer, så jeg er lykkelig uvidende om, hvornnår vietnameserne mæsker sig i hundekød. Heldigvis er hundekød ikke helt billigt, så man kan være relativt sikker på, de ikke lige spæder en kødret op med et par stykker vovse. Desuden sælges hundekød oftest på særlige restauranter i udkanten af byen. Hver gang jeg er kørt forbi et skilt, der har reklameret med thit chó har jeg hastigt sat farten op. Tænk at komme til at kigge ind og se små hunde i bur...

De spiser selvfølgelig også alt muligt, som vi derhjemme anser for ulækkert; stegte hønsefødder, larver, biller, slange, grisefødder, papaya m. m.
Men egentlig er den mere almindelige vietnamsesiske kost forholdsvis fredelig for sarte vestlige maver. Det består ofte af kogt eller grillet kød, ris eller nudler, friske urter, frisk lime og noget suppe. Det ikke er stærkt og krydet, som maden i f.eks. Thailand.
Nå ja, og så er der jo nem som betyder forårsruller. De fås "friske", som ikke er friture stegte, og så selvfølgelig dyppet i friture, som vi kender det hjemmefra. De friske er gerne fyldt med urter, nudler, stegt gris og store rejer. De stegte fås i et utal af varianter - men især vegetar versionen kan anbefales. Jeg får lækre nem stort set hver anden dag, og en ting er sikkert; så kan man fable nok så meget om frischke grånsager, men jeg spiser aldrig mere Dalooooon. Nem is the real thing!

Søndagsudflugt til keramik landsby

2006-09-09T19:11:00.000+02:00

For et par søndage siden tog Katrine, Julie, Aske og jeg på søndagstur til en keramik landsby ca. 10 km udenfor Hanoi. Julie og Katrine cyklede, og jeg sad bag på Askes moto.
Keramik landsbyen har i flere århundreder specialiseret sig i at lave keramik ting - skåle, tallerkner, vaser osv. Hver morgen kommer der busser med turister fra Hanoi for at kigge på og købe keramik. Vi var der nu om eftermiddagen, og der var stort set ikke andre turister end os. Selve landsbyen var ikke særligt spændende, men vi fik da set en hel del butikker med keramik, og vi var også på et værksted, hvor vi så, hvordan de sad og lavede det hele i hånden.
Turen frem og tilbage var en hel del mere spændende end selve besøget i landsbyen. Man skal ikke særligt langt udenfor Hanoi, før man kører på støvede veje omgivet af rismarker.
Her er nogle billeder fra turen

Hej - hvem er I?

2006-09-04T12:32:00.000+02:00

Jeg er jo tilmeldt sådan en fin mailing service, hvor jeg får en ugentlig oversigt over, hvor mange individuelle hits, der er på mine blogs hver dag, og hvor mange gange siderne vises!
Jeg kan se, at jeg i gennemsnit har 15 besøg på min danske blog om dagen. Det synes jeg sq er mange! Jeg ved selvfølgelig, min kære familie og de mest interesserede (læs: nørdede) af mine venner engang i mellem klikker sig ind, men hvem er resten mon?
Jeg går ud fra, at en stor del af de besøgende, klikker sig ind på begge sider, da jeg bestræber mig på at skrive lidt forskelligt og uploade forskellige billeder på de to blogs.

Jeg har med vilje ikke efterladt min e-mail på bloggen, da alle jo som nævnt kan klikke sig ind på siden, men I er mere end velkomne til at bruge comments-linket i bunden af hver post og efterlade en hilsen eller kommentere på det, jeg skriver. Ulempen ved at have en blog i forhold til at skrive fællesmails er, at I sagtens kan følge med i, hvad min hverdag består i, men at jeg sjældent får respons den anden vej.

Så herfra lyder en opfordring - kommentér, skriv en hilsen, drop en mail eller en sms!

Privatliv i Vietnam

2006-08-31T12:19:00.000+02:00

I dag havde jeg en interessant samtale med en af mine lokale kollegaer om privatliv i Vietnam. Der er stadig et meget striks kodeks for, hvordan man opfører sig, som ung.
For det første bor langt de fleste hjemme, til de er gift. Både min respektive kollega og hendes bror på henholdvis 30 og 33 er stadig ugifte og bor derfor hjemme. Udover det er det stadig ikke almindeligt, at man som nygift flytter for sig selv. Det er normalt, man flytter ind hos gommens familie. Det er dog ved at ændre sig til en mere moderne tilgang, hvor det at blive gift betyder, at man starter sit eget hjem.
For det andet er det meget normalt, familierne bor i meget små huse/lejligheder, og privatliv hører ikke til livets små glæder. I Danmark har enhver teenager med respekt for sig selv sit eget værelse, veludstyret med tv, dvd, computer osv. Her deler man (selvfølgelig afhængig af indkomstklasse) ofte værelse med brødre og søstre. Og som min kollega udtrykte det, var hun nu i en alder af 30 ved at være lidt træt af, at man altid skulle stemme om, hvilken tv kanal, man skulle se, eller at der aldrig var fred til at læse en bog.
Når de unge mennesker (nu lyder jeg meget gammel) skal mødes, kører de ud på deres scooter, køber is, kører lidt rundt til caféer og ellers fræser de bare rundt i trafikken, indtil det er sengetid. At køre på scooter er også en god undskyldning til at komme tæt på det modsatte køn (eller det samme, hvis det er den vej, man svinger), da en scooter ofte kan bære 3-4 vietnamesere. Skulle man være i den situation, at denne køren rundt resulterer i en kæreste, opstår endnu et problem!
Privatliv er jo som nævnt ikke eksisterende, og hvad gør man så i et samfund, hvor det at holde hånd og kysse offentligt først er noget, man er ved at vænne sig til? De fleste kører ud til søerne, som ligger rundt omkring i Hanoi og sætter sig på en bænk og hænger ud der og forsøger at røre lidt ved hinanden i smug (i virkeligheden er det ofte ikke særligt diskret). Ved nogle af de større søer, kan man leje vandcykelsvaner, og eftersigende er disse svaner også et yndet udflugtsmål, hvis man skal have lidt mere privatliv. Endelig er der de såkaldt "Love hotels", der kan lejes på timebasis. De ligger dog lidt udenfor centrum...

Slutteligt bør jeg nok lige tilføje, at abortraten i Vietnam er en af verdens højeste. Men som I sikkert kan læse fra ovenstående post, er der jo ingen pæne piger, der indlader sig på fysiske aktiviteter før ægteskabet. Dobbeltmoralen længe leve!

Det komfortable expat liv

2006-08-27T17:07:00.001+02:00

Man kan hurtigt vænne sig til livsstilen herude. Vi bor 1 min.'s gang fra ambassaden. Vi har en husalf (maid), der klarer de fleste af de daglige pligter for os. Da jeg tog hjemmefra, tænkte jeg, at det ville være ret underligt at have en ansat til de sure pligter. I starten vaskede vi vores service op efter morgenmaden, men det fik vi pænt besked på af Nuong, at det skulle vi lade stå!
Hver morgen ligger jeg mit vasketøj frem, og når jeg kommer hjem fra arbejde, hænger det til tørre på på 3. sal klar til at blive hentet. Eneste minus er den kinesiske vaskemaske, som er meget hård ved tøjet.
Opvasken fra morgenmaden er klaret, toilettet er gjort rent, der er købt håndsæbe, toiletpapir, der er vand i vores vandkøler/varmer, min seng er redt, og som tidligere nævnt, står der frisk frugt på køkkenbordet. Vi deler hendes løn mellem os, og jeg betaler den latterlige sum af 150 kr pr. måned for hendes service. Hendes løn er dog relativ høj i forhold til mange andre herude. Mange lever stadig under 1$ om dagen (ca 6 kr), selv om fattigdomsraten kraftigt reduceres med de høje vækstrater.

En gang fodmassage med udsigt over Hoan Kiem søen - og vi snakker en time med fodbad, varmepuder, lidt kropsmassage, the og hele molevitten koster 40 kr. En times kropmassage koster det samme, men det ser simpelthen så voldsomt ud, så det har jeg holdt mig fra. Jeg har stadig manicure og pedicure til gode, men jeg bliver nok nødt til at prøve det, inden jeg skal hjem.
Mit shoppegen bliver vældigt plejet. Selv om Hanoi ikke ligefrem er modemekka, er det muligt at finde amerikanske/britiske mærker, som produceres herude og sælges for 20% af prisen derhjemme. Jeg er ikke gået amok (endnu), men jeg regner helt klart med at få akkumuleret en stor mængde tøj og sko, inden februar. Hvis ikke fra Vietnam, så fra Bangkok hvor tøjstilen er som derhjemme - eller rettere; tøjet produceres jo i Thailand eller Cambodia og sælges for en slik ; )
Og er man ikke lige str. 34/xs så er det jo også billigt at få skræddersyet tøj! Det er dyrere her i Ha Noi end i Hoi An længere syd på, hvor hele byen næsten kun er skræddere. Men stadigvæk ret billigt.

Stort set alle restauranter, der sælger vestligt mad, bringer ud, så det er bare at løfte røret, og straks kommer der en vietnameser susende på sin moto med frisklavet mad. Jeg bruger ca. 20-40 kr på aftensmad. 100 hvis det går helt amok på fin restaurant med vin osv. Det kan gøres langt billigere på gadekøkkener, og selvfølgelig også dyrere. Vi har kun lavet mad hjemme en aften her den første måned; det kan simpelthen ikke svare sig økonomisk. Jeg er endnu ikke blevet træt af at gå på restaurant, men måske det kommer med tiden.
På ambassaden står frokosten parat kl. 12 - kvaliteten er svingende, men jeg bliver altid mæt. Det koster mig 3,5 kr pr. dag. Der er frisk frugt, og jeg kan lave lige så mange café lattés, som jeg vil.

Synes I, det lyder ekstravagant? tja - det er ingenting i forhold til mange andre expats, med "rigtige" lønninger. Selv om jeg med SU+ambassade tilskud har ustyrteligt mange penge efter vietnamesiske forhold (alt er så selvfølgelig også dyrere for mig - eller i hvert fald når man skal prutte om prisen), er det ingenting sammenlignet med udsendte.
De bor ved West Lake, som er det mondæne kvarter her i byen - de fleste har chauffør, kok og maid. De fleste har jo familier med, og det er ikke ualmindeligt, det kun er manden, der arbejder - så er konen med som spouse. De lærer at spille tennis, drikker kaffe, spiser frokost, tager fjernundervisning, laver frivilligt arbejde, søger for deres stab kører huset tilfredstillende, går i fitness center og arrangerer playdates for deres børn, der går i de internatinale skoler.
En anelse anderledes end en stilling i KBH, hvor to akademikerlønninger ikke er nok til en 3-værelses lejlighed, hvis man ikke har til indskuddet!
Det kommer til at lyde så negativt, men egentlig har jeg stor respekt for de kvinder, der opgiver deres karrierer eller sætter den på stand by for et rum tid. Det er sjældent, det kan lykkes jobs til begge.

Når man bliver ansat i UM, træffer man et livstilsvalg. Man er tvunget til udstationering, og det kan være, man har ønsket Beijing, men ender i Budapest. Ens børn bliver de såkaldte "third culture kids", ofte multi-linguale og vil i løbet af de første 18 år have boet i flere forskellige lande, ofte på forskellige kontinenter. I denne del af verden er udstationering lig en meget komfortabel livsstil, da købekraften øges med en milliard (ahr måske ikke helt så meget) i forhold til derhjemme. Helt samme luksus kan nok ikke købes, hvis man f.eks sendes til New York.
Jeg snakkede med en af danskerne på ambassaden om det forleden. Hun var bange for, hendes børn ville blive kropumulige, når de kom hjem til DK, da hendes 5-årige søn allerede havde fundet fidusen med, at maiden kommer rendende, når han kalder, rydder hans legetøj op osv.

Jeg har ikke haft de store samvittighedskvaler, som jeg gruede for, før jeg kom herud. Min konklusion er, at det ofte er på ture for turister, man møder tiggere og andre, der ser ud som om/lyder som om, deres eksistens afhænger af, om DU køber en flaske vand hos dem eller ej. Det er meget muligt, det rent faktisk forholder sig sådan. Jeg er nok bare lidt for meget kujon til at ville konfronteres med det. Da jeg ikke som i 2003 har været på turistede ture, har jeg ikke mødt samme fattigdom og desperation. En del af det bør nok også tilskrives vækstrater på 7-8%, men som i de fleste lande i rivende udvikling, er fordelingen af den nye rigdom meget skæv, og som i Kina øges uligheden nærmest eksponetielt med vækstraterne her (det har jeg intet videnskabeligt belæg for at sige, men det lød meget flot, og er ikke helt usandt).
Der er stadig nogle - især børn og gamle på gaden - der straks stikker hånden frem, når de ser turister. Dem, der kender mig vil vide, at jeg aldrig kunne finde på at give penge på den måde, og at jeg faktisk bliver lidt provokeret af det. Måske det er deres levevej, måske de intet valg har - det føler jeg bare ikke, jeg kan tage ansvar for. Og har du givet én, kan du være sikker på, du har en hord omkring dig 2 sekunder senere. Nej, det har jeg desværre ikke nok "red-verden-gen" i mig til. Jeg har ingen ambitioner om at redde verden, ej heller "blot" Vietnam. Tilgengæld vil jeg gerne gøre et godt stykke arbejde i min tid på ambassaden, og måske i sidste ende en eller anden får nytte af det papirnusseri, som jeg beskæftiger mig med i min dagligdag.

Mit liv herude står i kraftig kontrast til den gængse vietnamesers - jeg lever det komfortable expat liv.

Marked

2006-08-25T19:01:00.000+02:00

I dag efter arbejde var jeg på marked - her er par smagsprøver på, hvad man kunne købe.

Der er desuden nye billeder i fotoalbummet

Frisk frugt

2006-08-24T14:09:00.000+02:00

Hver dag, når vi kommer hjem fra arbejde, har vores lille husalf Nuong redt seng, vasket tøj, vasket op, gjort rent, købt blomster og ikke mindst frisk frugt.
Hun får naturligvis frugten til lokal priser - og det er virkelig billigt! Hun køber lidt forskelligt hver dag. Lige nu har vi vandmelon, mango, bananer, rambutan og dragon fruit. De to sidste nævnte er såkaldte "eksotiske frugter" - man kan sagtens købe dem i Føtex, de hører bare ikke under 10 stk. for 25 kr-tilbuddet.

Dragon fruit er de lyserøde. Kødet er hvidt med sorte sten. Konsistenen er lidt som kiwi

Rambutan - det er ligner lidt et lille øjeæble. Der er en sort sten indeni. De smager sødt og er meget saftige.

Her er nogle af de frugter, som vi har fået til frokost på ambassaden. Jeg ved ikke, hvad de hedder på dansk. Den bagerste ligner rambutan indeni. De er dog sødere.
- den forreste ligner lidt dragon fruit bare med større kerne. De er helt bløde, selv om de ser hårde ud. Konsistenen er lidt mærkelig. Det er næsten som om, der er puttet sukker i frugten.

Parfume Pagoden

2006-08-20T15:40:00.000+02:00

I dag tog Katrine, Aske, Julie og jeg en heldags tur ud til noget, der hedder "Parfume Pagoden". Vi lagde ud med 2 timers tur i minibus ud til en lille havn, hvorfra vi skulle videre med en lille båd, som blev roet af en pige. Ikke noget med motorer her! Sejlturen tog ca en time - det var tydeligt, at den seneste tids kraftige regnskyld havde forårsaget en voldsom stigning i vandstanden - de fleste bygninger var oversvømmede.

Tilbage på land igen begyndte vi at trekke op til en hule, som lå længere oppe på bjerget. De mere magelige kunne tage en svævebane - men vi begav os lystigt ud på eventyr. Det var egentlig ikke så hårdt, men man svedte som en gal, og stierne var stejle og glatte, og i det hele taget var jeg ikke helt tryg ved situationen. Efter godt en time nåede vi toppen - og fik her rundvisning i en kolonorm klippehule, som efter sigende er et af buddhismens oprindelsessteder. Der var forskellige drypsten, som man skulle røre, hvis man f.eks. gerne ville have et drengebarn, hvis man gerne ville være rig og/eller leve et langt liv.
De tre andre begav sig ned af de snørklede stiger, men jeg valgte som resten af gruppen svævebanen. Det var noget af en mærkelig kontrast til det ellers meget primitive område at sidde i sådan en konstruktion. Man kunne for så vidt sagtens kunne have været i et af Europas skisportsområder, havde det ikke været det mere eksotiske landskab under én. Jeg har svært ved at begribe, hvordan de har fået materialer op på bjerget, når eneste adgangsvej er via en flod. Ikke desto mindre var det meget behageligt at slippe for en hårrejsende nedgang.
Ved foden af bjerget fik vi en velfortjent frokost, og derefter så vi pagoden, som vi var kommet for at se. I det kinesiske nytår (som oftest falder i februar) valfarter buddhisterne til pagoden for at bede - denne pagogde er den allerhelligste - og svarer til muslimernes mekka. På den tid af året, er floden proppet med de små både fyldt op med vietnamesere.
Da vi havde set pagoden, tog vi sejl- og bustur tilbage til Hanoi.

Det var rart at komme lidt ud af byen og væk fra smog, os og dyt-lyde!

Husk på, at livet skal leves og bruges

2006-08-17T16:44:00.001+02:00

I går fik jeg en sørgelig besked. Jeg fik at vide, at Carsten, som jeg gik på efterskole med på BI, var ude for en trafikulykke i sidste uge, og at han døde i torsdags. Han kørt galt på motorcykel - og der var ikke andre involveret i ulykken.

Jeg har ikke haft kontakt med ham i flere år, og har kun gennem andre hørt om hans færden. De fleste af jer har aldrig mødt ham. Men hvis I havde, ville I vide, at han var et prægtigt stykke mand; over 1,90 høj, krop som en græsk gud (seriøst), tyk vestjysk accent, et smukt ansigt og altid et glimt i øjet. Da vi gik på efterskole, vidste alle piger i miles omkreds - eller i hvert fald i Stadil/Vedersø/Bøvlingbjerg/Lomborg og omegn - hvem Carsten var - det var "ham den lækre". Hans far var købmand, og han yndede at kalde sig selv "Æ' Kjømen". Alle piger fra andre efterskoler jagtede Carsten, men æ' kjømen, han jagtede kun én - en vis pige fra Lemvig. Og paradoksalt nok kunne drengen, der havde horder af fnisende piger i kølvandet ikke få hende, han ville have. Det lykkedes vist endelig en sen aften i Allan Bøndergaards (renoverede) stald, hvor vi holdt vores efterskolefester. Måske var det en imponerende omgang markræs tidligere på aftenen, der fik hende overbevist?
Men hun mistede hurtigt interessen, og Carsten brugte resten af året på at jagte hende.

Jeg sidder herude på den anden side af jorden og kan ikke komme til begravelsen i dag. Jeg håber, det bliver en flot begravelse, der er ham værdig. 24 år er alt for tidlig en alder at dø i - så viser livet sig virkelig fra sin uretfærdige side. Jeg håber, han havde nået bare nogle af de mål, han havde sat sig for livet.

Vores slutsang fra musical på efterskole - jeg håber, jeg husker den korrekt:

Det var vort spil, vi tror, at kampen må til.
Tro på at du skal kæmpe og gro
Husk på at livet skal leves og bruges
Vi har en drøm, der siger, at vi kan blive fri

Stemningsbilleder fra Hanoi

2006-08-13T16:35:00.000+02:00

Sikkerhedsforanstaltninger er der ingen af på byggepladser. De arbejder og bor på pladsen

Er man træt nok, kan man sove alle steder....

Hygiene er heller ikke noget, man går så højt op i ; )

Gadebillede fra det gamle kvarter

Krydset lige ved Hoan Kiem søen ved det gamle kvarter - det der med højre og venstre kørebane blive der også set stort på.

Monsoon

2006-08-13T16:17:00.000+02:00

I dag da jeg skulle ud at finde noget frokost, skinnede solen for en gangs skyld, og jeg tænkte, at jeg nok ikke behøvede at tage min paraply med.

Efter at spist lidt sushi (ja, det kan man også få her, om end det er en kende dyrere end i Thailand og Singapore) begav jeg mig ud i varmen. Jeg bestilte en ananasjuice på gaden og fik udleveret en sugarcane juice i stedet - nå jaja, sådan går det jo engang i mellem...
Frisk og fredig gik jeg op mod Hoan Kiem søen, og lige pludselig (uden varsel) åbnede himlen sig, og det stod ned i lårfede stråler. Jeg søgte ly i porten til en p-kælder.

Efter godt 20 min. kom en af p-vagterne op med en stol til mig - kort tid efter gjorde han tegn til, at jeg skulle fotografere dem. Det gjorde jeg så - jeg tænkte sådan set, at det var fordi, de gerne ville se sig selv på displayet, men 2 sekunder efter hev manden en avanceret kameramobil frem og forevigede så også lige mig! De kunne ikke rigtigt tale engelsk, så jeg hev mit nyerhvervede visitkort frem for at vise dem mit navn. Det resulterede i at alle tre p-vagter gestikulerede, at de gerne ville have mit visitkort! Regen loddede af for en stund, jeg sagde tak for lån af stol og skyndte mig videre.
Jeg aner ikke, hvad de vil bruge mit visitkort til - der står selvfølgelig mail og tlf nummer, men eftersom de ikke kunne tale engelsk, vil vi jo ikke kunne kommunikere. Selv om de ikke ligefrem var forretningsforbindelser, fik jeg da endelig delt et par stykker ud :)

At (for)blive hvid

2006-08-13T15:53:00.000+02:00

Her i landet svarer skønhedsidealet, hvad hudfarve angår, til Louis d. 14's Frankrig. Det er in at være bleg. Hvis man er bleg, betyder det, man ikke behøver at arbejde udenfor - og man har derfor højere status.
Derfor kan man købe skjorter med ekstralange ærmer, der dækker hænderne, mens man kører på "moto"(motorcykel/scooter/knallert), så man ikke bliver solbrændt, mens man kører rundt. Ligeledes er der mange, der kører med lange handsker! For mig, der hver sommer forsøger at blive så "sort" som muligt, virker det absurd at iklæde sig så meget tøj i denne stegende hede - men for mig handler min hudfarve selvfølgelig heller ikke om status.
Når man skal have sig en ny creme, bør man desuden være opmærksom på, at de fleste cremer indeholder "whitening effect". Jeg ved ikke præcist, hvad det vil sige, men jeg kan ikke forestille mig, det er godt for huden!

For øvrigt mister jeg dag for dag min solbrændthed : ( Dels sidder jeg på kontor hver dag - og dels skinner solen faktisk meget sjældent her, selv om det er sindssygt varmt. De fleste dage er det overskyet, og hvis solen bryder igennem, er det kun for et par timer.

Ambassade-liv

2006-08-08T18:09:00.000+02:00

Jeg har endnu ikke skrevet som meget om arbejdet på ambassaden - og I må være tålmodige lidt endnu mht detajlerne omkring mit arbejde. Ambassaden er næsten i dvale, da mange af de danske udstationerede er hjemme på ferie + at man i UM kører på en slags udstationerings turnusordning, så man er i et land ca. 2 år, og derefter roterer videre eller hjem til DK - det betyder, at størstedelen af de danske konsulenter på ambassaden i Hanoi indenfor de næste måneder skal skiftes ud. Dette gælder dog ikke min respektive chefer. Desuden er mange forhandlinger vist også på "sommerferie" indtil september.
Min ene chef i fiskeri/politik er komme tilbage fra ferie, og jeg har allerede fået lidt fra hånden og været med til et par møder og en enkelt business-frokost. Jeg prøver at sætte min ind i de to programmer, jeg skal arbejde med samt udføre de ad hoc opgaver, jeg løbende bliver bedt om. Ellers suger jeg bare til mig af indtryk, især omkring arbejdsgangen på ambassaden, og hvad god etikette er. En af mine medpraktikanter var med sin chef ude til et møde og fandt ved den lejlighed ud af, man også i bilen placerer sig hierarkisk. Den højestestående sidder bagerst til højre - det er nok meget godt at vide!
Min anden chef i business er på ferie i DK til d.28 august, så ham har jeg endnu ikke mødt.

Som I har kunnet se på billedet af ambassaden, er det to gamle bygninger fra kolonitiden. De er bygget sammen med en lille "bro". Jeg sidder i bygningen til venstre på billedet på første sal og deler kontor med to vietnamesere, der arbejder i miljø og kultur afdelingerne. Der sidder vi så og indånder maler-dampe i stor stil. Ambassaden vrimler for tiden med malere og andre håndværkere - og herude er de der giftige dampe, malingen indeholder vist ikke noget, man tager særligt alvorligt. Der er bygninger nærmest klods op af ambassaden, og jeg har udsigt til en ældre dames terasse -jeg har ikke rigtigt regnet ud, hvad hun laver ud over at hænge tøj op og feje hele dagen! Det kan selvfølgelig også være, hun er maid... Hmm...
Temperaturen på kontoret er sat til 26 grader, hvilket jeg synes er skide koldt, da jeg sidder direkte i den retning, hvor den kolde luft bliver blæst ud. Ja, hvem skulle have troet, man ville synes 26 grader var koldt?!

Ambassaden har desuden en kantine, hvor en ikke-engelsk-talende kok laver vietnamesisk husmandskost til den nette som af 9000 Dong (ca 3,5 kr.) pr. frokost. De danske udsendte vover sig vist kun derned for at benytte sig af kaffemaskinen (mere om den senere). Alle vietnameserne spiser der tilgengæld, det inkluderer vagter, chaufførerer, rengøring, receptionist og ansatte i de forskellige afdelinger. Bølgerne går højt på vietnamesisk, og de lader til at hygge sig helt enormt. Jeg har bestilt mad hele denne uge, selv om det er rart at komme ud til frokost engang imellem, tror jeg nu, jeg i høj grad vil benytte mig af dette tilbud det meste af tiden. Til sammenligning koster en pizza på den nærmeste italienske restaurant 40 kr!
I går fik vi fisk med tomatsovs, ris, omelet og grøntsagssuppe. I dag stod den på tunsandwich og black bean suppe til dessert. Jeg aner ikke, hvad sidstnævnte er. Det smagte mest som sukkervand med bønner i og var helt sort. Eftersigende skulle det være godt for huden! Det er mig stadig en gåde, hvordan man kan producere et helt måltid til 3,5 kr pr. mand!

Ellers benytter jeg mig flittigt af kaffemaskinen - den har sådan en mælkedamper-ting, så man kan lave lækker café latté, hvilket er rart nok, når man sidder og læser de tekniske detaljer i en eller anden rapport - det er sq lige så kedeligt som de økonomiske teorier, og hvad jeg ellers er blevet præsenteret for i løbet af de sidste tre år ; )

Dagene er indtil nu gået ret hurtigt - 8 timers arbejde, læse eller sove, finde aftensmad, surfe på nettet og så sove igen. Og så begynder det hele forfra....

Når man er rig i de varme lande

2006-08-06T17:13:00.000+02:00

I dag fyldte Julie 25 og for at fejre det, tog vi en taxa til Sheraton hotel ude ved West Lake 10 min fra centrum. Der havde vi hørt, man kunne få god brunch.
For 23 USD (ca 135 DKR) var der champagne-brunch med alt, hvad hjertet begærer! Konceptet er enkelt - der er fri champagne, øl, vin og juice og mad i så store mængder, at det grænsede til det vulgære. Især når man tænker på, at hver 3. barn i Vietnam er underernæret.
Men omgivet af luksus fortrængte vi fattigdommen lige udenfor døren og besluttede at få det bedste ud af denne absurde oplevelse.

Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte - Aldrig har jeg set så meget mad! Jeg kan ikke huske alt på buffeten - men måske jeg kan opremse den brøkdel, jeg prøvede - jeg kan da i hvert fald forsøge:
Sushi, kæmpemuslinger, en hel krabbe (hvor man selv skulle knække skallen på den), kæmpe tiger reje, 1 enkelt østers i et shotglas med tomatjuice, vodka og tabasco (det skulle prøves), melon med skinke, en dumpling med fyld af hakket grisekød (tror jeg), kartoffel croquette med parmasan ost, lammegryde, pandekage med and og grøntsager, seafood chowder, hashbrown patato, grillstegt tomat med ost, roastbeef rulle med grøntsager, desserter og ost! Ja, jeg spiste meget, men forsøgte at spise små portioner af det hele, så der var plads til at prøve mere forskelligt : )

Østers på køl

Fiskebordet

Aldrig har jeg set så mange desserter før

Chokoladefontaine (hvor smeltet chokolade flød ned af)

Min første dessert tallerken - bagerst praline mousse, vanilje mousse og tiramisu
To stykker frugt dækket af chokolade
Rambuthan (frugt med pigge), vandmelon og dragon fruit (hvid med sorte kerner)

Bagerst mango og cookie dough is, mango kage ting, dragon fruit mousse, vandmelon og ananas

Nå ja, og spiste jeg også et stykke fristbagt æble strudel, som de kom rundt med lige fra ovnen.

Mængden af mad, jeg konsumerede, var næsten klam - men det smagte sindssygt godt det hele. Mine fem medspisere udtrykte også deres forundring over, at jeg kunne spise så meget - de mente, at jeg måtte være den, der havde spist mest af os alle 6... og det er nok sandt ; )

En oplevelse man ikke får hver dag - og en man bestemt ikke bør have hver dag.

Danskere på toppen.... eller taget?

2006-08-04T16:40:00.000+02:00

Den første arbejdsdag på ambassaden var også første tirsdag i måneden. Netop den dag forekommer to tilbagevendende begivenheder her i Hanoi:

1) Ambassaden er vært for en dansker-kom-sammen
2) Der er all-you-can-eat-is-buffet på Fanny's ved Hoan Kiem søen for 47.000 Dong

Førstomtalte arrangement var en (lettere) spøjs oplevelse. Arrangementet hedder "Danskere på taget" - men med en mindre sproglig modifikation blev det af en af deltagerne til: "Danskere på toppen"! ;) Det foregår på ambassadens tagterasse med udsigt over byen. Her er der installeret bar med Carlsberg fadølsanlæg. Kl. 17 ankom en "Carlsberg-pige" iført stram, grøn kjole med Carlsberg-logo. Hun skænkede fadøl og sørgede for, at der var snacks fordelt på borde. Når kruset var tomt, kom hun rundt med en kande og fyldte op igen!
Os nye praktikanter blev præsenteret for forsamlingen, der hovedsageligt bestod af udsendte med familier, så vidt jeg kunne forstå. Dernæst fik sponsoren mikrofonen! Gildet finansieres (åbenbart) af forskellige danske virksomheder i Vietnam, som på den måde får lidt opmærksomhed - et netværksskabende dansker arrangement pakket ind i lidt reklame og tilsat "pamper".

Jeg må indrømme, jeg endnu ikke har prøvet isbuffeten. Eftersom første arbejdsdag røg direkte over i fadøl ad libithum, havde jeg vist mest brug for at slappe lidt af hjemme ovenpå en dag med mange nye indtryk og informationer.
Men Fanny's er lidt af en isinstitution her i byen. I dag var første gang, jeg prøvesmagte isen. Jeg fik min sædvanlige favoritkombination, som jeg ofte har spist hos ParadIS hjemme i Århus: Mangosorbet og mørk chokolade. Mangosorbet smagte unægteligt mere af frugt, mens chokoladeisen ikke havde helt samme høje kvalitet som den italienske is på Nørre Allé. Men man kunne nok blive forfalden til en tur til Fanny's - isen smelter dog med lynets hast : )
Hvis en fadøl ikke tager den næste i hånden, håber jeg at få lejlighed til at gå om bord i isbuffeten den første tirsdag i september. 47.000 Dong svarer til 18,5 Dkr ; )

Hus + maid

2006-08-02T16:38:00.000+02:00

Praktikanthuset er gået i arv fra praktikanthold til praktikanthold (eller trainees, som vi kaldes herude). Beliggenden er helt perfekt 1. minuts gang fra ambassaden.

Ambassaden

Man skal faktisk bare krydse gaden, ind af en port og så ligger huset til højre i bunden af gyden.
Jeg er rimelig imponeret over størrelsen. Nederst er der køkken, stue og toilet.

Køkken/stue

På første og 2. sal er der to værelser og bad. På 3. ligger et enkelt værelse og vaskerum. Der er desuden udgang til en tagteresse - og fra den terasse fører en trappe op til den øverste tagteresse med udsigt over Hanoi.

Nederste tagterasse

Alle 5 værelser er ret store - på størrelse med og større end mit derhjemme i Sølystgade. Der er heldigvis aircon på alle værelser - ellers kunne det godt blive en varm fornøjelse at være hjemme!

Jeg bor 1. th og er så heldig, at jeg har en lille altan. Det er så mindre heldigt, at luftfugtigheden kombineret med lukkede døre og vinduer dagen lang har skabt en lettere "slået" lugt på værelset. Jeg har prøvet at lufte ud, det bedste jeg har lært (og kan holde ud pga varmen), men det er som om, det sidder i alt.

Udsigt fra min altan
Mit værelse

Huset er ejet af Mr. Vu, som bor lige ved siden af os. Han har det bedst med at kommunikere med mænd (som de fleste gammeldags tænkende mænd herude), og det skal helst være den ældste, hvorfor Troels simpelthen har fået ansvaret for huset ifølge Mr. Vu. På sidste praktikanthold var der udelukkende piger, så den var helt gal!
Han havde vist meget svært ved at forholde sig til mig. Dels er jeg jo pige, men at jeg er dansk asiat kunne hans hoved slet ikke rumme. Han arbejder for regeringen og forklarede os, at vi skulle have to kontrakter, en til os og en til regeringen, så slap han med mindre i skat - "good for you, good for me", som han pointerede.

Ja, og så var vi jo en maid, hvilket vist er meget normalt herude, når man kommer op i en vis lønklasse. Hun er lillebitte dame (mindre end mig!), som gør vores værelser rent, vasker op, vasker tøj, køber frugt og blomster (til lokal-priser) og passer planterne på tagterassen. Det er vildt luksus, men også en smule underligt. Man skulle synes, vi sagtens selv kunne klare den slags, men samtidig må man tænke på, at det er hendes levebrød.

Update fra Hanoi

2006-07-31T17:03:00.000+02:00

Singapore vandt mig nu aldrig helt. Tirsdag gik mere eller mindre med at spise

Spyd med let-grillet tun, mango og ananas
Sushi (ja, igen)
Chili crab med noget stegt grønsags tilbehør
Rojak (lokal salat)
Nudelsupppe med rejer

Indimellem maden tog jeg en bådtur - Singapore ligner næsten Manhattan fra vandsiden.

Onsdag tog jeg flyet tilbage til Bangkok, hvor jeg mødte med Troels (praktikant) og hans kæreste Natascha. Med to timers forsinkelse ankom vi til Hanoi, hvor vi blev hentet af en af ambassadens chauffører og kørt vores hotel, der lå i udkanten af det gamle kvarter. Bilen havde indbygget termometer, og kl. 23 var temperaturen 36 grader!

Så nu er jeg her i Hanoi, min nye hjemby for de næste 6½ måned. Det er mærkeligt at tænke på. Byen er hyggelig og hektisk på samme tid. Bygningerne er for det meste lave og lettere hærgede, og langs gaderne er der grønne træer. Centrum i det gamle/franske kvarter er Hoan Kiem søen. Tidligt om morgen og sent om aftenen dyrker vietnameserne gymnastik omkring søen. Kærestepar mødes her, og rundt om søen suser et uendeligt antal at dyttende scootere. Trafikken er det hektiske element i byen. Rødt lys betyder åbenbart ikke stop på vietnamesisk, og dyttende scootere og biler giver ordet ”sammenfletning” helt ny betydning. Skal man over gaden, handler det om at se bestemt ud og vove sig ud og håbe på det bedste. Efter sigende dør 3 mennesker i trafikken i Hanoi pr. dag. Jeg tror dog ikke, det er fodgængere. Snarere risvins-drikkende scooterførere, der foretager chance på trafikken.

Den første dag i byen brugte Natascha og jeg på at gå rundt i det gamle kvarter. I mange af gaderne sælger de kun en bestemt slags varer. I krydderi-gaden ligger kryddeributik efter kryddeributik. I sytråds-og-knappe-gaden sælger de kun sytråd og knapper osv.
Vi mødte ikke særligt mange turister, hvilket er forståeligt, da de fleste guidebøger fraråder at rejse herud i sommermånederne pga. af den sindssyge varme. Luftfugtigheden kombineret med den ekstreme temperatur får sveden til at hagle, selv når man sidder fuldstændig stille. Jeg glæder mig allerede til august, hvor temperaturen skulle begynde at falde lidt. Da den stegende hede var ved at tage livet af os, fandt vi med noget besvær tilbage til hotellet. Vi havde heldigvis en swimmingpool – så efter at have kølet ned i vores aircon-værelser, gik vi til poolen. Vandet var desværre ret varmt og virkede ikke særligt kølende.

Ved poolen mødte vi en dansk familie, som selv samme dag havde hentet deres 9 mdr. gamle vietnamesiske søn. De havde i forvejen Rasmus på 7 og forøgede altså familien med lille Aske. Han tog det nu med ophøjet ro at blive overdraget til sin nye familie og virkede i det hele taget ret uimponeret, selv om det var hans første tur udenfor børnehjemmet nogen sinde. De fortalte, at det var ret overvældende pludselig at have ham efter at have ventet i 6 mdr. på at papirarbejdet gik igennem. Nu skulle de vente yderligere 10 dage, før Aske kunne blive dansk statsborger. Han skulle i øvrigt have et vietnamesisk mellemnavn, der tilhørte den minoritetsstamme, han oprindeligt kom fra.

I torsdags kom Katrine og Aske, som også er praktikanter hen på vores hotel og mødte os. Sammen gik vi ud at spise for at lære hinanden lidt bedre at kende. Vi skal trods alt bo sammen indtil februar! Vi spiste alle 5 for 120 kr.! Bagefter gik vi en tur rundt om søen. I dag er en eller anden form helligdag, og der var megen aktivitet rundt om søen. Der gymnastik, og en scene med optrædende og så mange scootere, som aldrig i mit liv har set!

Vi bliver i alt 5 praktikanter på ambassaden.
Aske i Handelsafdelingen
Katrine i Vand og Sanitet
Julie i Kultur
Troels i Business-2-Business
Og så mig i Erhverv og Fiskeri

Troels’ kæreste Natascha, som vi også skal bo sammen med, skal arbejde for en lokal NGO – vist nok med HIV/AIDS oplysning.

Fredag tog vi ud og så huset, som de afgående praktikanter har boet i, og som vi skulle overtage. Senere mødtes vi med dem i byen og fik tips og gode råd om livet på ambassaden og i Hanoi. Weekenden gik med at trave byen tynd.

I dag, mandag, har jeg været til intro på ambassaden. Det tog kun en time, men jeg blev belæsset med ikke mindre end 5 rapporter, jeg skal læse og et tons af oplysninger. Her til eftermiddag er vi så flyttet ind i huset.

I morgen starter første rigtige arbejdsdag på ambassaden... to be continued

Royal de luxe

2006-07-24T16:59:00.000+02:00

Thaierne er super royalister. I Thailand har kongefamilien superhelte-status. På de store veje, står 5-6 meter høje billeder af kongefamilien i midterrabatten, på restuaranter og hoteller hænger kongens billede til alles åsyn. En af de taxa-chauffører, jeg kørte med, fortalte hvor meget han elskede kongen, og hvor meget godt kongen gør for landet og folket. Selv om kongen ikke direkte har politisk indflydelse, har han dog stadig inddirekte (under valget tidligere på året afhang Thaksins tilbagetrækning meget af en tale, hvori kongen indikerede sin holdning).
Når man går i biografen i Thailand, viser de et billede af kongefamilien, inden filmen starter, hvor man så skal rejse sig op og lægge hånden på hjertet. Og thaierne gør det med glæde.
Jeg har undret mig over, hvorfor ca. 1/3 af thaierne havde gule polo'er på. Jeg fandt så ud af, det er fordi, det er for at ære kongen, der lige har haft 60 års jubilæum - hvilket marketing stunt! Kunne I forestille jer, at ca. hver 3. person - ung som gammel - købte en rød t-shirt med et emblem og gik rundt i det på arbejde og i skole for at fejre og ære Dr. Margrethe?!

I går tog jeg en taxa til Chatuchak Weekend Market, som ligger ca. 10 km fra Khao San området. Markedet (som måske er verdens største) består af over 15.000 stande og har dagligt 200.000 besøgende! Man kan købe alt fra teak træsmøbler, kæledyr til tøj tøj tøj! Ja, det var selvfølgelig tøjet, jeg var der for. Mit shopping-gen skriger på mig herude, hvor prisniveauet er så lavt. Jeg holdt mig dog nogenlunde i skindet og købte ind for 150 kr. De, der kender mig, vil vide, at jeg er den stolte ejer af et sted mellem 40-60 par sko. Samlingen er nu udvidet med endnu et par ; )

Til middag tog jeg flyet til Singapore. Flyet var forsinket - er der aldrig noget, der kommer/afgår til tiden mere?
Mit første indtryk af denne bystat er, at det er en utrolig stilet ("groomed") by med høje skyskrabere og snorlige veje med palmer i vejkanten. Umiddelbart synes jeg, byen har mistet en del af den asiatiske charme, som ellers har kendetegnet de andre byer, jeg har besøgt i Asien. Men det følger nok med det økonomiske opsving. Aldrig har jeg set så mange shopping malls - det slår Siam Square, for her er de over det hele!
Jeg bor i China Town og har her til aften nydt en gang dim sum. Jeg kom også til at bestille, hvad der viste sig at være en slags grød. Jeg smagte på det, men det faldt ikke lige i min smag.
I morgen vil jeg ud at se nærmere på byen.

Nå ja - grunden til jeg skriver med danske tegn er, at jeg har wireless på hotellet : )

Fra den anden side af kloden

2006-07-22T18:52:00.000+02:00

Efter en nogenlunde smertefri rejse, naaede jeg i morges kl. 00.45 dansk tid frem til Bangkok lufthavn. Selve flyveturen tog 10 timer og 15 minutter. Det var nu ikke helt samme luksus, som sidst jeg floej oest over. Dengang havde alle deres egen personlige skaerm med spil, film og tv-serier i saedet foran. Denne gang maette vi noejes med en faelles skaerm tre raekker fremme. Jeg fik dog kvaernet en bog paa knap 500 sider og set Ice Age 2. Foran sad desuden to meget underholdende svenske boern paa 3 og 5, der delte deres vingummimoenter med mig - saa tiden gik relativt hurtigt.

Normalt kan det foeles som at blive ramt at en mur, naar man traeder ud af flyets toerre luft og ind i varmen - men efter 3 ugers hedeboelge i Europa var varmen ikke det store problem
De, der maatte foelge med i Per Flyngs gennemgang af luftfugtighedens betydning for varmen paa TV2-vejret, vil vide, at jo hoejere luftfugtigheden er, jo varmere foeles det, og des mere sveder man, da fugten ikke kan transporteres vaek fra kroppen. Her i Sydoestasien naermer luftfugtigheden sig 100 procent, hvilket betyder at 30 grader reelt foeles som 37 grader. Saa det jeg har haft svaerest ved i dag har vaeret en konstant fornemmelse at vaere svedig. Men det skal jeg nok bare vaenne mig til :)

Da jeg efter godt en times venten kunne checke ind paa hotellet, sov jeg en 4 timer. Saa tog jeg den foerste og bedste taxa til Siam Square - det gigantiske shoppingomraade i Bangkok med center efter center. Jeg spiste en gang sushi og begyndte at shoppe. Jeg kunne gaa amok, men jeg har allerede en fyldt rygsaek, saa det er begraenset, hvad jeg kan tillade mig. Priserne er i bund, og onesize passer mig!

Derefter tog jeg en tuk-tuk til China Town og gik lidt rundt. Jeg endte paa Khao San Road i naerheden af, hvor mit hotel ligger.
Khao San Road er backpacker heaven - saelgere, gademad, internet cafeer, hoteller og rejsebureaus paa en kort straekning. Overvaeldende og alligevel ret trygt, da turisterne samles her. Efter at have vadet rundt i omraadet nogle timer, meldte sulten sig. Jeg koebte et kyllingespyd (pris 1,5 kr) hos en gadesaelger, inden jeg fandt en lille "restaurant". Jeg fik en cola (1,5 kr), suppe med rejer - tom yum (9 kr) og en gang massaman karry med kylling og ris (8,5 kr). Til sen dessert har jeg faaet frisklavet pandekage med banan og chokolade (3 kr) og en frugt smoothie med passionsfrugt og appelsin (3 kr).

Jeg bliver som altid spurgt til min oprindelse af ivrige saelgere. Mit asiatiske udseende, det danske svar og den lettere irske accent forvirrer. Jeg har vaeret turen igennem foer, jeg smiler, svarer og gaar videre. Apropos tidligere tur, maa jeg indroemme, jeg er glad for, det ikke er mig, der er backpacker i denne omgang. Den omflakkende tilvaerelse med oplevelser paa snor er spaendende, men ogsaa udmattende, og jeg er ganske tilfreds med kun at have 2x2 dage som "rigtig" turist, inden jeg flyver til min nye by, Hanoi.

Moerket saenker sig med lynest hast, og kl. 19.00 er det sort som kul.
Bangkok vaagner ved moerkets frembrud. Temperaturen falder til under 30 grader - og saa kommer gadesaelgere, gadekoekkener, og improviserede butikker frem og saetter deres boder op - folk sidder ved smaa plastikborde og indtager de maerkeligste retter. Gaderne er fyldt med smaa vogne, hvorfra der saelges alt fra ristede skorpioner til friskskaaret frugt. Der er en duft af citrongraes, grillet koed og - ja, kloak. Men det hoerer sig med. Frem dukker ogsaa de saakaldte ladyboys, hvis eksistens, jeg havde glemt. Maend, der ligner og klaeder sig som damer - kun stemmen og maaske den lidt mere maskuline krop afsloerer dem.
Byen er hektisk og levende. Trafikken koerer i nogle omraader i 2x6 spor. Det er mest biler, motorcykler og tuk-tuk'er. Trafikken glider ikke - den raeser derudaf! For mig synes den lovloes og overgeaeret - men det er tempoet, og jeg skal nok bare ud af sommerferie-dvalen og op paa maerkerne igen.
I morgen venter en ny dag, hvor Bangkoks 9 millioner indbyggere+ turister atter vaagner op til daad - jeg inklusiv : )

All my bags are packed...

2006-07-20T22:54:00.000+02:00

I'm ready to go...
Efter nogle dejlige dage i Prag og på Fanø er jeg nu i Esbjerg og har sagt mine sidste farvel'er til familie med mere.
I morgen tidlig tager jeg toget mod Kastrup og håber DSB for en gangs skyld klarer skærerne uden for megen forsinkelse. Jeg havde en rædselsfuld rejsedag i mandags, da jeg skulle hjem fra Prag. Flyet var 5½ timer forsinket og toget ca 2. Så det tog mig 15 timer at komme fra Prag til Fanø - til sammenligning tager flyveturen fra Kastrup til Bangkok 10 timer og 25 minutter!

Jeg tror, jeg har husket det hele - min rygsæk er i hvert fald godt spændt ud, og jeg kan ikke lige nu overskue, hvor mine Bangkok og Singapore indkøb skal være henne ; )
Jeg har en Rasmus Nøhr sang i hovedet - den går sådan her:
"Jeg er bange og tom, og frygtelig ensom, båret oppe af luft, der lugter af langt væk"
Hvis man så tilføjer spændt som ind i helvede beskriver det nu meget godt følelsen af at skulle bryde sin tilværelse op for en 7 mdr.s penge og rejse alene til et fjernt land for at starte et nyt kapitel i livet.

Jeg kommer til at savne:
Familie og venner + hund
Lakrids ad libithum
Lyse nætter
Min lejlighed
At føle sig hjemme
Lave mad selv
Rugbrød
Min dyne
Dansk tv
Skummetmælk
At drikke kaffe og snakke i kantinen

Jeg glæder mig til:
At se mit nye hjem
Møde de andre praktikanter
Starte på arbejde
Ikke at skulle tænke på eksamen
At shoppe (shoppe, shoppe)
At spise ude
Ikke at skulle vende hver 25-øre
At opleve verden fra en ny vinkel

Sidste post fra DK - over and out

Fest og brunch

2006-07-10T12:52:00.000+02:00

De sidste tre uger har budt på en del farvel'er. Lørdag holdt Louise fest - og søndag spiste vi en noget tømmermændspræget brunch ved Åen.

Stjernekastere - altid et festligt indslag

Det syge shots-spil på tid. Man skulle tage et shot på under 1,5 sekunder

Kasper og Louise fik et tastatur?!

Marie forsøger sig med shots-spillet

Louise spiser brunch

Min brunch med burrito med laks, scrambled eggs og basilikum, brie, humus, chorizo, frugt og amerikanske pandekager!

Sidsel med hele 2 brunch tallerkener!

Århus-Fanø-Århus

2006-07-06T22:25:00.000+02:00

Var lige et smut i sommerhus på Fanø - og så tilbage til havefest i Århus.

En stæreflok i solnedgangen

Vi fik et nyt anneks til sommerhuset, men for at det kunne komme på plads måtte skuret lidt flyttes op på klitten!

Solnedgang ved Rindby Strand

Tilbage i Århus - lidt hygge før Jakobs indflytterfest

Århus Å

Flere billeder klik her

Sommer i Europa

2006-07-01T14:01:00.000+02:00

I går var jeg til Rasmus Nøhr koncert i Tivoli Friheden - og derefter en lille tur i byen. Det var desuden Jes' sidste aften i Århus.

Rie og Jes

Klik på billedet for stor udgave!

Maja spiser candy floss

Mette (Camillas lillesøster) Dose, Camilla, mig, Maja og Ida

Camilla og Jes

Maja og jeg

Weekendbilleder

2006-06-28T15:48:00.000+02:00

I weekenden var jeg til sommerfest på uni - sidste fest indtil februar! Og lørdag holdt Pernille & Fiona 2x28 års fødselsdagsdag - så her følger lidt fest billeder.

Sidsel og jeg

Katrine, Ida og Hong

Tropical heat - dobbelt op

Pernille og Anne Mette

Stearin lys-lys

Anne Mette med Schuberts ballondyr på hovedet

Sig nærmer tiden....

2006-06-27T21:42:00.000+02:00

Efter 4 forrygende dyre shopping dage i London, en sidste PF-fest, et garden party, brunch på Cross og en dag med 38,5 i feber er de sidste forberedelser så småt ved at falde i hak.

Jeg har indsendt mit pas til visering, så håber jeg bare den vietnamesiske ambassade, vil give mig arbejdsvisum, så jeg rent faktisk har lov til at arbejde på ambassaden.
I går (med 38,5 i feber) fik jeg den sidste hep B vaccination - så nu skulle jeg være sikret mod de fleste sygdomme. I dag har jeg været til tandlæge for første gang i 4,5 år (ja, det er lidt flovt), men jeg har "fine tænder" og 0 huller!
Jeg har været på apotektet og kunne næsten starte mit eget illegale medicin-salg, da jeg har købt mig til et helt lager til et halvt års forbrug af diverse præparater.
Der er blevet meldt flytning til folkeregisteret, så pr. 21/7-2006 er jeg officielt udenlandsdansker. Eftersom mine ophold i Grækenland og Irland ikke oversteg 5 mdr, havde jeg stadig adresse hos mine forældre, hvilket vist var helt lovligt, men hva' fa'n - det gik : )
Jeg har bestilt en sindssyg dyr rejseforsikring, men da man på ingen måde er dækket som praktikant uden diplomat-status er det ret vigtigt at sikre sig på bedst tænkelige måde.

Så min "to-do-liste"er efterhånden tyndet voldsomt ud. De første flyttekasser er allerede i Esbjerg, og de sidste står på gulvet og venter på at blive fyldt.

Min engelske blog får væsentlig mere opmærksomhed end den danske - faktisk er jeg oppe på 10 besøg om dagen, hvilket jeg synes er ret meget, taget i betragtning af jeg endnu ikke er taget af sted. Det er vist mest andre expats og folk med tilknytning til Vietnam, der kigger ind.
Som afrejsen nærmer sig har jeg sværere og sværere ved at forstå, at jeg skal bo dér
- omme på den anden side af jorden i et hus med tjenestepige - i en by med 3,5 millioner indbyggere, hvor motorcyklen er det foretrukne transportmiddel, hvor nuddelsuppe spises til morgenmad, og hvor 1/3 af børnene er underernærede.

Resten af ugen skal bruges til at pakke lidt, gøre hovedrent, sige farvel til nogle mennesker, og så regner jeg med at tage en tur til mine forældres sommerhus i løbet af weekenden og et par dage frem...

Mozilla Firefox eller IE?

2006-06-25T14:31:00.000+02:00

Jeg har opdaget at bloggen ikke vises korrekt i IE - det er som om sidebaren bliver forskudt. Jeg ved ikke, hvad dette skyldes. Da problemet tilsyneladende ikke opstår i Mozilla, anbefaler jeg at bruge den browser i stedet.

Sommerferie!

2006-06-17T15:06:00.000+02:00

Så blev bachelor-opgaven afleveret, og jeg har fået sommerferie... og der er blevet drukket champagne på plænen foran kantinen, grillet, drukket drinks, sovet længe, drukket flere drinks og sovet længe.
Her er lidt stemningsbilleder fra de sidste to dage

Aflyst fly

2006-06-14T21:40:00.000+02:00

Forleden fik jeg en mail fra Tiger Airways - pga. stigende efterspørgsel på deres andre ruter, har de aflyst mit fly til Hanoi. Det næste fly er først to dage efter.
Så nu har jeg booket en billlet tilbage til Bangkok og derfra til Hanoi til d.26. Det er sq lidt trælst - jeg får en del ventetid i Bangkok og må bruge en hel dag på at rejse, frem for et par timer.

Nå, men der er også gode nyheder :)
Min bacheloropgave ligger på stuebordet i 3 eksemplarer af 33 sider á 10.000 ord, helt præcist. I morgen starter min sommerferie - er der virkelig gået endnu et år?! Synes tiden flyver af sted. Det er tre år siden, jeg sidst var i Asien, tre år siden jeg flyttede til Århus, tre år siden jeg startede på statskundskab. Det forekommer helt urealistisk, når man stiller det sådan op.
Bachelor-karakteren offentliggøres på opslagstavlen på uni d.1 august. Dagen, hvor jeg officielt starter mit praktik forløb i Hanoi. Der går nok endnu et par uger, før jeg kan se karakteren på nettet.

Lejligheden er blevet lejet ud til et norsk par. Jeg lader alle møbler undtagen min seng stå og er så småt begyndt at pakke min reol ned i flyttekasser. Det er en mærkelig fornemmelse at pakke mit liv ned endnu engang.

Og så er jeg blevet sikkerhedsgodkendt, hvilket vist vil sige, at jeg ikke er en trussel mod den danske stat og derfor gerne må komme i praktik hos UM. Jeg har fået forhåndsgodkendt opholdet hos Studienævnet på statskundskab - det skulle gøre det lettere at få merit for de 2 samfundsfaglige fag, som jeg forhåbentlig kan få overført for praktikken.
Så det meste papir-mæssige arbejde er efterhånden faldet på plads. Når jeg kommer hjem fra London i næste uge, skal jeg sende mit pas til visering via UM, og så får jeg forhåbentlig arbejdsvisum, så jeg rent faktisk har lov til at arbejde i Vietnam.

Til sidst et par sommerbilleder taget med mobilen. Uniparken tager sig ret godt ud om sommeren.

Ambassaden i Accra, Ghana

2006-06-06T20:51:00.000+02:00

Her til eftermiddag fik jeg et opkald fra ambassaden i Accra, Ghana. Jeg søgte praktikstilling der i april - 2 dage før jeg fik tilbudt stilling i Hanoi. Jeg fik afslag, men tog det ikke synderligt tungt, idet Afrika ikke stod øverst på min ønskeliste, og jeg jo allerede havde en praktikstilling på hånden.
Nå, men tilbage til opkaldet - jeg blev ringet op fordi, de havde brug for en ekstra praktikant. Galathea 3 ekspeditionen kommer forbi Ghana, og i den forbindelse havde de brug for en praktikant, der ville få organisatoriske opgaver i forbindelse med besøget.

Ja, jeg var selvfølgelig ikke interesseret, men det er da rart nok at blive taget i betragtning after all...

To blogs, to sprog

2006-06-05T17:54:00.000+02:00

Har prøvet at finde ud af, om jeg skulle lave forskellige blog versioner - en dansk og en engelsk. For at gøre en lang historie kort, så har jeg besluttet at adskille de forskellige sprog og lave to blogs, der ligner hinanden til forveksling.
Dog tror jeg, den engelsk version udelukkende skal handle om praktikopholdet; før, under og eventuelt efter, hvor denne blog også vil indeholde mere poster med mere personligt præg.
Linket til den engelsk-sprogede version ligger permanent under "Links" - ellers klik her.

For the English readers

2006-05-28T22:46:00.000+02:00

Thought I'd do a post in English for the sake of my non-Danish-reading friends around the world.
As you know from my e-mail I'll be going back to South East Asia for a 6 month internship at the Danish Embassy in Hanoi starting August 1st. I'll be working with the sector programmes; business and fisheries.
I'm pretty exited about going, but as my departure gets closer, I'm getting kinda nervous too. I've booked the tickets. I'm flying from Copenhagen to Bangkok the 21st of July, spending two days there then moving on to Singapore to do some sightseeing for a couple of days and from there to Hanoi. My plan for the days in Bankgok is shopping! And eating some nice curries...
Since I haven't been to Singapore before I'll prob do some touristy stuff like the Night Zoo and a tour around the habour. Kinda exited about flying into Changi airport as it's supposed to be one of the nicest and most high tech of the world.
As you might be able to figure out from the previous post I've downloaded Skype - please send me your Skype logon : ) I've even bought a cheap webcam so you'll be able to see me too - yipeee!

Since I accepted the internship in Hanoi I've spent quite some time surfing the SEA-blogspheare. I like the food blogs the best. Somehow food culture gives a pretty good impression of the everyday life - especially in SEA where eating out is more common than eating in. Can't wait to try some Vietnamese food. From what I can tell from the blogs, we def missed out on the real local food when we were there in 2003.

Come to think of it food is a pretty big part of the culture - if I ever do cook a traditional Danish meal I'll be sure to take pics and post on the blog.
Here's one of the things I like to "cook" the most - that's how multicultural I am!

From what I can tell from the blogs loads have happend in Vietnam during the last 3 years. The country is developing rapidly and I'm excited to see and be a part of this journey even though it's only for 6 months. A part of me is a bit ambivalent though. Being in Vietnam in 2003 really made me question whether the western impact on traditional Asian life was "good". Now I know the word good can be given any value according to ones own ideal, my point is merely that development has its price.

While trekking in the beautiful Sapa at the border of China I remember thinking how lucky I was being able to experience the primitive way of living - seeing how the minorities coped with everyday life, but that me being there would actually make it less likely for the next person to have the "authentic experience of rural life in Vietnam". I was helping destroying what I came to see by being there.

There are no McDonalds in Vietnam, but rumour is they'll open soon. They say that Vietnam is 10 years behind Thailand - where McD, KFC and 7/11 are everywhere and farangs (foreigners) in the streets blend into the pic. Bangkok is in many ways a modern city and offers all the commodities of Western life style.
Vietnam, however, is still not that developed. Tourists still get stared at and "bothered" by kids trying to sell postcards and moto drivers offering a ride. I'm sure this rather aggressive approach to foreigners will annoy me as it did when I was there in 2003, but I'll hopefully adjust. I have to.
I'm not going to get into a big discussion about development-theory, but don't you think it's strange that we travel thousands of miles to experience something different and exotic, but being there, pumping money into their economy slowly erases the difference between the western world and the rest?
This is def not to say that developing coutries shouldn't function a tourist destinations or that raising living standard by boosting their economy (among other things) through tourism isn't good - I'm not "con-make-poverty-history", I'm just trying to be aware of the impact western help and tourism has on a country like Vietnam....

Nevertheless I AM excited to be going and I do think I'll have an experience of a life time! It's not every day you're giving the oppertunity to pack your life and go live on the other side of the world.

All the blogs except one listed in the side bar are in English - you might find them amusing. I must recommend my good friend Laura's blog New Browne - I love reading about life with little Lukas (and Ronan I suppose... hehe ). Lukas is a cute little multicultural (and later bilingual) lad from Edinburgh.

The last thing I'm going to comment on in this post is blogging in general. I love that you can get a sneak peak of people's life through the blogs. I hope you'll be able to get an impression of mine through this one. I promise to blog in English frequently - if you promise to read (and leave comments)...

PS: "Mine billeder" means "My pics" - check them out : )

18 dage til sommerferie - 54 til afgang!

2006-05-27T23:39:00.000+02:00

Midt i eksamensræset er det rart med en overspringshandling i ny og næ, så her kommer en lille update!

Kontrakten fra ambassaden er underskrevet og sendt til Hanoi - og sikkerhedsgodkendelsen er forhåbentlig udfyldt fyldestgørende og afventer behandlingen i UM.

Jeg har desuden købt billet fra Bangkok til Singapore - og fra Singapore til Hanoi. Førstnævnte beløb sig til 274 kr, sidstnævnte måtte jeg slippe 407 kr for.
Hotel i Bangkok er booket - jeg har valgt et i nærheden af Khao San Road med swimming pool, pris pr. nat 75 kr.

Den endelige rejseplan er som følger:
Fredag d.21 juli
- KBH - BKK med Thai Airways
Mandag d.24 juli
- BKK - SIN med Air Asia
Onsdag d.26 juli
- SIN - HAN med Tiger Airways

Jeg har fået de første vaccinationer - ender med en regning på 1615 kr for twinrix (hep A + B), tyfus og japansk hjernehindebetændelse.

Og så har jeg fået opdateret mine kommunikationsmuligheder. Min gamle tlf var på vej til at lide en langsom død, så jeg har købt mig en Nokia 6111 (med 1 mega pix. kamera) og bluetooth forbindelse : )
Så gik der lidt nørd i den - har ydermere investeret i det billigste webcam, jeg kunne finde på nettet, købt head set og har fået installeret Skype. Så nu kan jeg føre videosamtaler via messenger eller gennem Skype ganske gratis. Jeg har oprettet en SkypeOut-konto, så jeg kan ringe ud danske fastnet numre til 0,12 øre i minuttet. Det slår Telmores 0,75 øre pr. minut takster. Lydkvaliteten er selvfølgelig svingende alt efter internetforbindelsen, men indtil nu har det virket helt okay taget i betragtning min trådløse forbindelse herhjemme er delt med 2 andre lejligheder med hver 2 beboer.
Jeg regner med at købe et tlf-nummer - SkypeIn, så almindelige telefoner kan ringe til min computer til almindelig dansk takst, når jeg er online. Det er sq da smart!

Jeg har sat lejligheden på boligportal.dk i håb om at finde et sødt-ikke-rygende-indremissionsk-par-fra-Vestjylland. Mindre kan nok også gøre det, hvis de lover at passe på min lejlighed og mine dyrebare ejendele.

Sidst men ikke mindst er det ved at gå op for mig, at jeg rent faktisk skal af sted....

Ambassaden i London

2006-04-28T19:36:00.000+02:00

Føler mig ret priviligeret lige nu...
Jeg har lige fået mail fra ambassaden i London, hvor jeg er blevet tilbudt praktik i den politiske afdeling og Europa afdelingen.
Jeg må indrømme, jeg søgte stillingen i et forsøg på at skyde med spredehagl, da hverken EU eller britisk politik har min store interesse. Og det virkede åbenbart!
Jeg er dog meget glad for at være blevet tilbudt stillingen, men jeg takker dog selvfølgelig pænt nej.

Bangkok igen

2006-04-27T22:30:00.000+02:00

Her til aften blev jeg ringet op af chefen fra det dansk/thailandske handelskammer. Han spurgte, om jeg stadig var interesseret i praktikstillingen, da de gerne ville tilbyde mig den.
Jeg måtte jo så desværre takke nej, da jeg allerede har sagt ja til Hanoi, men jeg har det sådan set godt med det.

Jeg er begyndt at glæde mig rigtig meget til at skulle til Vietnam, og jeg tror, det er det rigtige valg, jeg har truffet.

Hanoi it is!

2006-04-25T22:23:00.000+02:00

Jeg kom aldrig til jobsamtale, da direktøren for det dansk/thailandske handelskammer grundet familie-halløj ikke fik mulighed for at mødes med mig under sin påskeferie i Danmark.

Det gør overvejelserne omkring valg af praktik en del lettere.
Jeg er nu gennem e-mail blevet præsenteret for de 4 andre praktikanter på ambassaden i Hanoi. Vi bliver 3 piger, og 2 drenge. De andre studerer henholdvis på CBS, KU, RUC og Landbohøjskolen.
Jeg har desuden modtaget papirerne fra Udenrigsministeriet omkring praktikopholdet, og jeg regner med at sende dem i udfyldt tilstand i løbet af denne uge.

I går bestilte jeg billet til den nette sum af 6601.-
Som I kan se, tager jeg af sted fra Danmark fredag d.21 jul med Thai Airways.
Planen er at tilbringe et par dage i Bangkok - for at vænne mig til tidsforskellen og varmen og til shoppe lidt ved Siam Square og på det gigantiske Weekend Market. Jeg regner med at booke billet med Air Asia og tage fra Bangkok til Singapore mandag d.24 juli.
Jeg vil så tilbringe to dage i Singapore, hvor jeg aldrig har været. Jeg har surfet rundt og prøver at planlægge lidt Singapore-sightseeing.
Ellers er planen et booke en billet med Tiger Airways fra Singapore til Hanoi til onsdag d.26 juli.

De har fra ambassadens side ytret ønske om, at vi skal ankomme, så vi kan følge de nuværende praktikanter en dag eller to og derved få et indblik i arbejdsgangen, inden vores første reelle arbejdsdag d.1 august.

Ja, det var vist alt nyt for denne gang - to be continued....

Food blogs

2006-04-12T22:40:00.000+02:00

Som en del af forberedelsen til mit asiatiske eventyr er jeg begyndt at læse "food blogs", hvor almindelige mennesker beskriver deres madoplevelser (det er også en udemærket overspringshandling, når man burde læse til sin bacheloropgave).
Det lyder måske lidt sært, men jeg har altid elsket at læse anmeldelser af maden på restauranter og caféer, men det her er på en eller anden måde mere autentisk. De er typisk skrevet af expats.
Glæder mig super meget til selv at prøve en masse forskelligt mad derude.

Jeg smider nogle links ind under "Andre blogs".
Ellers intet nyt omkring praktik.

Kath i Bangkok?!

2006-04-04T18:43:00.000+02:00

Jeg havde sådan set ikke regnet med, jeg ville skrive en ny post så hurtigt - men tingene går stærkt for tiden, og i morges tog praktik-eventyret en uventet drejning!
Jeg har søgt praktik hos det dansk/thailandske handelskammer i Bangkok, og i morges lå der en mail fra chefen for handelskammeret. Han kommer til DK i næste uge og vil gerne have mig til jobsamtale.
Jeg havde søgt stillingen, men regnede ikke med noget, da de tidligere praktikanters profiler var langt mere kommercielle (bach.oecon og bach.merc) end min scient.pol retning.
Ikke desto mindre fik mine kompetencer et par rosende ord med på vejen - og da ansøgningsfristen først er om to uger, og jeg så vil skulle til samtale inden, tror jeg, mine chancer for rent faktisk at få stillingen er forholdsvist gode.

Det sætter naturligvis i gang i en masse tanker. Jeg har endnu ikke underskrevet kontrakten fra ambassaden i Hanoi, da papirerne først skal sendes fra Vietnam, og jeg forsøger at lave en cost-benefit analyse af de to muligheder. Samtidig forsøger jeg at finde ud af, hvilken retning jeg gerne vil dreje min scient.pol uddannelse i. Vil jeg gerne forsøge den mere handelsrelaterede retning - eller vejer de politiske spørgsmål tungest?

Min oprindelige drøm om at komme til udlandet i praktik startede med at læse om den politiske afdelingen på den danske ambassade i Bangkok. Praktikantstillingen blev så taget ned, før jeg nåede at søge, og jeg valgte Hanoi som mit nye mål.

Stillingen i Bangkok er for et år, uden løn. Den organisatoriske ansvarsfordeling er opdelt på en bestyrelse, en administrende direktør og en praktikant. Kontoret er nordisk, således samarbejder man med Norge, Sverige og Finland. Handelskammerets formål er blandt andet at sikre gunstige forhold for danske virksomheder via møder med den thailandske regering og administration.
Mit indtryk er, at man som praktikant i en NGO får væsentligt mere ansvar og dermed erfaring ifht praktik ved Udenrigsministeriets repræsentation. Desuden tror jeg, man netop i et handelskammer med medlemmer som Maersk, Danfoss og Rambøll vil kunne oparbejde det ever so important network i forhold til fremtidige jobmuligheder.

Jeg har i hvert fald besluttet, at jeg tager til jobsamtale, og så må jeg tage den derfra. Jeg er selvfølgelig super glad for, at mine kompetencer rent faktisk bliver vurderet brugbare, men det hele er også lidt overvæeldende lige nu....

I ekstase

2006-04-03T20:08:00.000+02:00

I morges åbnede jeg mailen og fik den glædelige nyhed, at jeg er blevet tilbud en praktikantstilling ved den danske ambassade i Hanoi, Vietnam d.1 august 2006 - 31. januar 2007. Ambassaden er en af de største med 25 ansatte (inkl. lokale) og 5 praktikanter fordelt i de forskellige afdelinger.
Konkret skal jeg beskæftige mig med erhvervssektorprogrammet og fiskerisektorprogrammet, Mekong River Commission samt politiske spørgsmål.
Jeg har naturligvis taget i mod stillingen og har slet ikke kunnet tænke på andet i dag!

Jes og jeg brugte knap en måned på at rejse op gennem Vietnam som en del af vores Sydøstasien-tur i 2003 - Er super spændt på, hvordan det bliver at tilbringe et halvt år i Vietnam. En måneds dansk SU på 4156 kr., er godt 1000 kr. over, hvad en vietnameser gennemsnitligt tjener på et år!

Denne post bliver forhåbentligt den første af mange - har tænkt mig at bruge den som en slags dagbog, før, under - og måske efter opholdet.